I sidste uge nåede Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten frem til en politisk forståelse. Et langt dokument med titlen "Retfærdig retning for Danmark" blev underskrevet, og nu skal Danmark virkelig i en ny og tiltrængt retning.

Det, der vil blive lovgivet om, er kun et minimum – altså et minimum for, hvor få pædagoger der må være. 

Jeg er skole- og fritidspædagog og mor til tre børnehavebørn. Det er nok derfor, jeg særligt bider mærke i det afsnit, hvor der står, at "En ny regering vil fremlægge en ambitiøs børneplan. Målet skal være at forbedre forholdene for børn og personale i daginstitutionerne...."

Der står, at der skal indføres lovbundne minimumsnormeringer, sikres uddannelse af mere pædagogisk personale, og at der skal ansættes mere pædagogisk personale, udover den forøgelse der følger af det demografisk træk.

Langt til målet

Visionerne er der, men nu skal visioner blive til virkelighed, og der er stadig langt til målet. I vores lykkerus må vi huske på, at det, der vil blive lovgivet om, kun er et minimum – altså et minimum for, hvor få pædagoger der må være. Desuden ved vi heller ikke endnu, hvad minimum skal være. Vil det blive BUPL's anbefaling, som lyder 1 pædagog til 3 vuggestuebørn og 1 pædagog til 6 børnehavebørn, og gælder det hele dagen eller kun i specifikke tidsrum?

Jeg tror ikke, at der findes en eneste pædagog i vuggestue, børnehave eller fritidstilbud, som ikke kender til frustrationen over ikke at slå til på grund af manglende hænder.

Hverdag i en SFO

Jeg kender i hvert fald frustrationen fra min hverdag i SFO'en.

Børnene leger med vandbane på legepladsen. Det er dejlig varmt, og børnene nyder legen med det kølige vand og deres bare fødder solidt plantet i mudderet. De er mange børn, som sidder tæt omkring de tre vandbaner. Kristian sidder på hug sammen med en større gruppe drenge. Markus forsøger at samle så meget vand, han kan, bag dæmningen, men Kristian forstår ikke legen og bliver ved med at lukke op for dæmningen, så vandet løber ud. Jeg sætter mig på hug ved drengene og forklarer Kristian, at han er nødt til at lytte til de andre, så alle synes, legen er sjov.

Men Kristian forstår det ikke og gentager sin proces med at lukke vandet ud, til stor frustration for Markus og alle de andre drenge. Jeg vil gerne hjælpe Kristian, men han bliver meget vred, råber ad mig og går væk. Jeg sætter mig sammen med ham, og jeg trøster ham, samtidig med at jeg forsøger at guide de andre børn på afstand. Kristian er langt fra den eneste, som har svært ved at kommunikere en retning for legen.

Konsekvens af for få hænder

Efter fem minutter må jeg gå fra Kristian for at hjælpe et andet barn, som er blevet meget frustreret. Da jeg vender mig igen, ser jeg, at Kristian har rejst sig. Han er på vej videre, hvilket er helt okay, og han er heller ikke ked af det mere.

Men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik ham med igen, for det er i legen, han lærer at aflæse og lytte til de andre børn samt at forklare og forhandle reglerne for legen. Nu ender han nok med endnu engang at lege alene. For at jeg skal kunne hjælpe ham, skal jeg kunne være nærværende og guide ham hele tiden, og det har jeg ikke tid til.

Jeg er fritidspædagog, men jeg ved, at pædagogerne i daginstitutionerne dagligt står i lignende situationer, hvor de ved, hvad barnet har brug for, men på grund af manglende hænder ikke når i mål.

For børnenes skyld

Pædagogerne er uddannet til at få børnene til at lykkes. De er uddannet til at støtte og guide børnene til at blive den bedste udgave af dem selv. Pædagogerne i daginstitutionerne løser en helt vildt vigtig opgave. Derfor er det så bydende nødvendigt, at der er nok pædagogisk personale til, at det kan lade sig gøre.

Derfor håber jeg for børnenes skyld, at regeringen og støttepartierne er ambitiøse, når de sætter standarden for minimumsnormeringer.