I mandags var det 1. maj, og igen raser debatten om, hvorvidt 1. maj overhovedet stadig er relevant? De arbejdsgivervenlige medier spørger: Hvad er det egentlig, den forkælede og dovne danske arbejder har at kæmpe for mere?

For mig må 1. maj være den dag, hvor vi igen starter et oprør. Står vi sammen, kan vi opnå forbedringer.

Det skal jeg sige jer. For i mit perspektiv er 1. maj stadig mega relevant. 

Når jeg taler med mine kollegaer rundt om i landet, oplever jeg desværre, at mange oplever en stor modløshed og gør sig store bekymringer for fremtiden – økonomien er blevet lidt mere stabil efter finanskrisen, men nogle steder i Danmark er det stadig ubærligt at miste sit pædagogarbejde, for det er meget svært at få noget andet. Og det påvirker og presser pædagogerne til at tage jobs, de næsten ikke kan leve af. 

Mine kollegaer oplever også, at de i højere og højere grad bliver nedslidte, både psykisk og fysisk. Og truslen om den stigende pensionsalder er som en kold spand vand i hovedet på mange, der ikke kan se sig selv som aktive pædagoger i en alder af 70.

Besparelser, nedskæringer, reformer og omstruktureringer er blevet hverdag, men har efterladt sig et spor af afmagt alle steder i landet, især fordi man ikke er blevet hørt – nærmere modsat. 

Det er rigtigt, at vi har de helt basale rettigheder på plads i Danmark, men det ændrer ikke ved, at mange oplever, de har mistet stor indflydelse på deres eget arbejdsliv de sidste mange år, og det stresser. Jeg læste for et par uger siden – på opfordring af en kollega – en artikel om, at stress er den nye arbejdskamp. I gamle dage demonstrerede vi, protesterede og gjorde oprør, når vi blev pressede i vores arbejdsliv. I dag bliver vi stressede, fordi hvis vi ikke protesterer, så gør vores kroppe det.

Så for mig må 1. maj være den dag, hvor vi igen starter et oprør. For oveni den deprimerende historie om modløshed og afmagt ser jeg et spirende håb. Et håb der blomstrer hos mange af mine kollegaer, fordi de kan se, at når vi handler sammen, ja så kan vi ændre vores hverdag og skabe de små forandringer, der er så nødvendige for at kunne turde tage de større kampe. 

Flere og flere pædagoger – om de er tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter eller bare ganske almindelige pædagoger – som har noget på hjertet, stiller sig op på vegne af kollegaerne, vores fag- og velfærdssamfund. Og jeg ved, det ikke kun er i pædagogfaget, det sker. 

Jeg hylder jer hver dag, men mest af alt 1. maj, for i bund og grund er 1. maj en hyldest til de arbejdere, der i historien (og i fremtiden) valgte/vælger at gå forrest – foran deres kollegaer, foran i en sag og kæmpe for det, vi tror på. For de værdier der samler os, nemlig retfærdighed, lighed og fællesskab.

Jeg kan ane oprøret i horisonten, det ulmer derude, det er et oprør mod modløshed, mod afmagt og mod stress. Det er håbets oprør. 
Håber I havde en god 1. maj.