29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den offentlige sektor skal betale for privat vækst

Blogs

Mette Skovhus Larsen
Medlem af forretningsudvalget i BUPL.
Født 1984 og uddannet pædagog. Startede sin faglige karriere som faglig sekretær i pædagogernes studieorganisation PLS. Blev i december 2012 valgt ind i BUPL's forretningsudvalg. Har inden da arbejdet tre år som pædagog i et par københavnske fritidshjem og en vuggestue.
Blogindlæg af Mette Skovhus Larsen
ons. 06. jun - 2018
tir. 26. sep - 2017
søn. 30. apr - 2017
man. 31. okt - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 05. marts, 2013, 08:01:34

Den offentlige sektor skal betale for privat vækst

Det virker som om regeringen ikke vil anerkende den ros, som de skandinaviske velfærdsmodeller får internationalt. Regeringen går den stik modsatte vej - gør den offentlige sektor mindre og den private sektor større.

"For politikere i hele verden – især i det gældsplagede vesten – tilbyder de en skitse for, hvordan man reformerer den offentlige sektor, og gør staten langt mere effektiv og virkningsfuld".

Citatet ovenfra har jeg tyvstjålet fra det engelske konservative magasin "The Economist", som i deres nummer i februar 2013, gennemroser de skandinaviske velfærdsmodeller, og peger på netop vores samfundsmodel som bæredygtig rollemodel for fremtiden.

Artiklen burde være vand på den socialdemokratisk ledede regerings mølle og artiklen burde udløse et kor af folketingspolitikere, der stiller sig hånligt op på talerstolen i Folketinget og forkynder overfor oppositionen: "Det er jo det, VI altid har sagt".

Tavse regeringsmedlemmer

Men der er ikke mange ledende socialdemokrater eller SF’ere, der praler med den internationale anerkendelse af vores velfærdsmodel. Snarere tværtimod. Det virker som om, regeringens medlemmer nægter at forholde sig til den kendsgerning, at ikke bare "The Economist", men også "Forbes Magazine", Verdensbanken og World Economic Forum, fremhæver netop Danmark som et land med erhvervsmæssige potentialer.

Regeringen har nemlig i disse dage en helt anden dagsorden. En dagsorden den kalder konkurrencekraft, og som i bund og grund har det formål, i henhold til aftale med EU, at gøre den offentlige sektor i Danmark mindre og den private sektor større.

Vi har alle brug for et stærkt velfærdssamfund, hvis vi ønsker at bevare den arbejdsstyrke, som selv "The Economist" skamroser.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark har brug for en god og stabil privat sektor, der producerer, eksporterer og sikrer arbejdspladser. En god privat sektor er afgørende for en god offentlig sektor. Til gengæld er det også nødvendigt med en god offentlig sektor for at sikre erhvervslivet gode vilkår i Danmark. Grunden til, at vi bliver rost så meget, er nemlig den, at arbejdsstyrken i Danmark er sikret gode daginstitutioner, gode hospitaler og de ældre ordentlig hjemmepleje og sygehjælp.

Med regeringens "Vækstplan DK", som blev fremlagt i sidste uge, skal der rundt regnet skæres 13 milliarder kroner i den offentlige sektor over 7 år. Derudover skal der moderniseres og effektiviseres for 12 milliarder. Blandt andet igennem at forny de offentlige ansattes overenskomstbestemte arbejdstidsaftaler. Det tager ikke lang tid at regne ud, at det vil betyde fyringer og serviceforringelser i den offentlige sektor. En sektor der i forvejen er presset på sine kerneydelser og derfor trues mere end nogensinde før af private ordninger samt private tilkøbsydelser og forsikringer.

Private løsninger for de heldige

Hver morgen klokken 8, når jeg går igennem Gyldenrisparken til min datters vuggestue, ser jeg flere og flere private hjemmehjælps-biler. Stadig flere børn skrives ind på privatskoler, og på hospitalerne vælger flere af de, der er heldigt stillet, en privat løsning.

Inden for mit eget område, daginstitutionsområdet, har vi måttet konstatere, at flere års besparelser på området ikke kun har betydet flere børn til færre voksne, men også at der er blevet skåret i åbningstiderne. I Fredericia har det ført til, at kommunen vil tilbyde forældrene, at de frivilligt må passe hinandens børn i institutionernes lokaler uden for åbningstiderne - vel at mærke for egen regning.

Jeg hører flere og flere politikere sige, at vi skal bruge vores offentlige skattekroner til de svageste, som har brug for det. Dertil må jeg bare sige, at vi har alle brug for et stærkt velfærdssamfund, hvis vi ønsker at bevare det velfærdssamfund, som selv "The Economist" skamroser.