I sidste uge kunne Forhandlingsfællesskabet sætte den første underskrift på en fælles overenskomstsaftale. Det er ikke et overvældende resultat, men det er den bedste overenskomst, vi har forhandlet i årevis. Vi sikrer en reallønstigning til selv de lavest lønnede, og det er jeg meget glad for.

Det er de offentlige arbejdsgivere, der bevidst vælger, at der næsten aldrig er nok personale til at løfte opgaverne. 

Det viste sig, at vi kunne stå sammen i Forhandlingsfællesskabet og udvise den styrke, der skulle til for at sikre et værn mod de værste forringelser, KL ellers havde fremsat. Men mange er nok stadig efterladt med en følelse af, at vi i fagbevægelsen endnu ikke er kommet i offensiven.

Da jeg gik på seminariet, oplevede jeg ofte, at der blev set lidt ned på mig, når jeg fortalte, hvad jeg lavede. Der var tonsvis af fordomme om pædagoger. Og folk var ikke bange for at sige dem. Men op til overenskomst forhandlingerne i 2008 oplevede jeg, at det vendte. Pludselig var både pædagogfaget og sosu-faget på alles læber, og pludselig oplevede jeg, at folk udviste respekt. Flere og flere begyndte at mene, ligesom jeg selv, at pædagoger skulle have mere i løn!

Set i bakspejlet

Kigger man lidt tilbage i bakspejlet, kom den opbakning ikke ud af den blå luft. Allerede da Anders Fogh i 2006 udtalte om en gruppe pædagoger, at "Dem, der står bag det her, er, jeg vil godt sige det ligeud, nogle professionelle politiske ballademagere, for hvem det ikke handler om børnene eller pengene, men simpelthen en politisk kamp mod regeringen" - da skete der noget.

For første og eneste gang, mens Anders Fogh var statsminister, kom der en meningsmåling, der viste, at hvis der kom valg i morgen, ville rød blok vinde. Befolkningen var faktisk med pædagogerne. De hentede og bragte deres unger i institutioner, hvor besparelserne havde haglet ned i årevis. De vidste godt, at det her ikke var klynk, ynk eller professionelt ballademageri. Pædagogerne talte også forældrene og befolkningens sag.

Politisk valg

KL forsøgte op til overenskomsterne i 2013 at fremstille sig selv, som om det var dem, der passede på velfærden - mod de grådige og egoistiske velfærdsmedarbejdere, der bare ville have mere i løn. Regionernes lønforhandler sagde på en konference i efteråret "at det var sygeplejerskernes overenkomst, der var skyld i, at kræftsyge børn skulle sidde og vente, mens de fastede i op mod 12-13 timer."

Men det er løgn. Sygeplejersker og alle os andre velfærdsmedarbejdere knokler hver eneste dag for at få samfundet til at løbe rundt. Det er regionerne og kommunerne og finansministeriet, der bevidst vælger, at der næsten aldrig er nok personale til at løfte opgaverne. Det ved mange danskere, for de ser det hver dag i deres kontakt med os, der arbejder i velfærdssektoren.

Og det, tror jeg, er vores afsæt til at blive offensive igen - også i overenskomstforhandlingerne.