"Der er ingen i den laveste indkomstgruppe, som får det dårligere af, at nogle i den øverste får flere penge."

Jo større bevidsthed der er i den danske befolkning om ulighedens konsekvenser, jo færre stemmer vil Venstre og højrefløjen få.

Sådan svarede Venstres vikarierende politiske ordfører Jacob Jensen, da han af Politiken blev spurgt, om Danmark vil følge FN's 2030 mål om at mindske uligheden. FN vil forpligte verdens lande til at mindske uligheden, blandt andet ved at hæve indkomsterne for den laveste indkomstgruppe i hvert enkelt land. En idé, der støttes af både OECD og IMF.   

De har erkendt, at stigende ulighed ikke kun er et problem for den enkelte, men er et generelt problem. Når de rige bliver rigere, så bruger de nemlig ikke deres formuer til at øge væksten eller til at kreere flere arbejdspladser, som liberalister i årevis har påstået. De riges penge bliver brugt på at gøre de rige endnu rigere.

Rig på de fattiges bekostning

Ja, faktisk tyder noget på, at jo rigere de rige bliver, jo fattigere bliver vi andre - i mere end en forstand.

Lønningerne stagnerer i takt med, at væksten udebliver. Priserne stiger for at holde profitten. Det betyder en meget dårligere købekraft, og så starter vi lidt forfra. Samtidig forsøger politikere i alle verdens vestlige lande at skabe bedre vilkår for virksomhederne, så væksten igen kan stige. Det betyder selskabs skattelettelser og færre penge i statskassen til at finansiere vores fælles velfærd.

Det hele er lidt en ond cirkel, og mens enkelte socialdemokrater faktisk var begyndt at italesætte en ny økonomisk dagsorden, så er det helt sikkert, at vi med den nye V-regering ikke får italesat ulighedens problemer - tværtimod. For jo større bevidsthed der er i den danske befolkning om ulighedens konsekvenser, jo færre stemmer vil Venstre og højrefløjen få.

Vi skal have samlet arbejderklassen igen om en ulighedsdebat, der er til at forstå!

Ofte når vi diskuterer ulighed, kommer det til at handle om enkelt tilfælde og et enkelt individ, og det har simpelthen skadet debatten om ulighed i Danmark. For når et enkelt individ stiller sig op og fortæller sin historie, så fjerner du oftest fokus fra historien og uretfærdigheden og sætter fokus på det enkelte individ. Og der vil næsten altid være noget, den enkelte kunne have gjort anderledes. Og så ender vi på venstrefløjen med at forsvare det enkelte individs valg, i stedet for at angribe selve uligheden.

Social arv

Hvordan kan det være, at den sociale arv i vores velregulerede velfærdssamfund stadig er så svær at bryde? Hvordan kan det være, at jeg som pædagog hver dag skal møde børn, jeg ved har ringere chancer for at klare sig i livet, udelukkende fordi deres forældre klarede sig dårligt? Hvordan kan det være, at pædagoger, SOSU assistenter og sygeplejersker stadig bliver set ned på og får dårlig løn, når vi knokler røven ud af bukserne for at få hjulene til at dreje rundt? Hvordan kan det være, at politikerne ikke løser de problemer, min tømrermand oplever med social dumping på de københavnske byggepladser? Hvorfor skal dagpenge satsen nu skæres, når halvdelen af politikerne på Christianborg får dobbelt løn?

Måske skulle hele argumentet vendes om, måske skulle venstrefløjens nye parole til at være, "at der er ingen i den øverste indkomstgruppe, der får det dårligere af, at den laveste indkomst gruppe får lidt mere".  

Mette Frederiksen har tidligere sagt, at målet for socialdemokratiet ikke er at skabe mønsterbrydere men at bryde mønstre. Det håber jeg, hun vil holde fast i.