Skal LO og FTF slå pjalterne sammen?
Blogs

Skal LO og FTF slå pjalterne sammen?
Skal en sammenlægning give menig for lønmodtagerne og mine pædagogkollegaer, skal de mærke, at det fører til reelle forbedringer i deres dagligdag.
Lige nu snakkes der i fagbevægelsen rigtig meget om fremtiden.
En fremtid hvor det måske ikke længere giver mening at have to store lønmodtager hovedorganisationer, men at FTF og LO skal slå pjaltene sammen og skabe fælles front.
Der er kommet et unaturligt skel mellem ansatte i velfærdssektoren og ansatte på det private arbejdsmarked.
Der er rigtig mange fornuftige grunde til at smede lænkerne sammen. Ud over at det uden tvivl vil blive billigere - så er jeg også røvtræt af den (mere eller mindre) usynlige kamp, der er kommet mellem de private LO-forbund og de offentlige velfærdsforbund i især FTF.
Det er som om, vi er begyndt at kæmpe mod hinanden for at få den største del af samfundskagen. Der er kommet et unaturligt skel imellem velfærdssamfundet og det private arbejdsmarked - mellem de offentligt ansatte "nassere" og de hårdt arbejdende privat ansatte.
Afhængig af velfærd
Men sandheden er jo, at den arbejdsmarkedsmodel vi har i Danmark, hvor arbejdsstyrken er meget stor - til gengæld arbejder hver især lidt mindre - er fuldstændig afhængig af et udbygget og velfungerende velfærdssamfund.
Men især Claus Jensens (forbundsformand LO-forbundet Dansk Metal, red.) skarpe udmeldinger om behovet for mere privat vækst og mindre offentlig service bekymrer mange af mine pædagogkollegaer.
Jeg hører faktisk flere og flere af mine kollegaer, der er imod en sammenlægning med LO. Og selvom jeg kan se en masse fordele ved et tættere samarbejde er det svært for mig at argumentere for, hvorfor det giver mening i et pædagog perspektiv.
Hvilken forskel ville det reelt gøre helt ude på rød stue, at LO og FTF blev sammenlagt? Det spørgsmål har jeg gået og tygget lidt på de sidste par måneder.
Jeg kender alle organisations-argumenterne: større lobbyistisk styrke, større analytisk kapacitet, og måske endda mere solidaritet forbundene imellem. Men tager jeg mine vuggestuebriller på, må jeg erkende, at en sammenlægning af LO og FTF med stor sansynlighed nok ikke vil rykke en skid.
Vil se resultater
I daginstitutionen skal der mere håndfaste og jordnære argumenter til, og det kan jeg faktisk enormt godt lide. Mine kollegaer vil have resultater, der betyder noget for deres liv.
Derfor bliver det fuldstændig afgørende for, om en eventuel sammenlægning af LO og FTF bliver en succes, at fagbevægelsen bliver i stand til at finde politiske løsninger, som medfører forbedringer for lønmodtagernes liv.
Det er en lang diskussion, hvad reelle forbedringer er, og jeg har masser af bud. Men jeg tror, at fagbevægelsen gør klogt i at søge den viden blandt de medlemmer, det handler om. Reelt undersøge og skabe dialog om, hvad der er lønmodtagernes udfordringer anno 2014? Hvordan løser vi dem, og hvordan gør vi igen vores medlemmer til en aktiv del af den kamp?
Først når vi kender svarene på de spørgsmål, bør vi diskutere fremtidens strukturer og eventuelle sammenlægninger af organisationer. Først når vi kender målet og opgaven, og ikke mens vi stadig fægter i blinde.