Den første tirsdag i oktober åbnede folketinget med de samme politiske taler inde på borgen, som vi plejer at høre.  

Og udenfor på slotspladsen stod de samme som sædvanlig (mig selv inkluderet).

Parolerne lød som sædvanlig: Ja til velfærd, mere grøn omstilling og flere job.

Sådan set rigtig fine og gode paroler. Alligevel var der stort set ingen mennesker - stort set ingen opbakning.

Fagbevægelsen har mistet medlemmer - både fysisk og i ånden.

Hvorfor?

Jeg har de sidste 10 år oplevet en fagbevægelse, der på den ene side har været så defensive i forhold til at stille krav, at det har føltes som om, der ingen resultater kom, og på den anden side været så ivrige efter at skabe revolution, at ingen af kravene er blevet hørt.

Jeg har oplevet en fagbevægelse, hvis topledelser enten slet ikke har snakket til og med medlemmerne, eller snakket og snakket, desværre bare ned til medlemmerne.

Vi har mistet vores medlemmer, ikke kun til de gule. De medlemmer, der er blevet hos os, har vi i stor grad mistet i ånden.

Vi skal genfinde en politisk brændende platform i fagbevægelse, og vi skal samle vores kræfter om at bygge os selv op igen - nedefra.  

Dagen før folketingets åbningsdag samledes godt 1200 tillidsmænd og kvinder i Odense for at diskutere den kommunalpolitiske og økonomiske situation. Formålet var at samle gode lokale kræfter fra hele landet til at få en bedre indsigt i den økonomiske politik, kommunerne fører - og argumenter mod selvsamme.

For vores velfærdssamfund er under et enormt pres. Økonomisk udhuling og en købmandsagtig forståelse af den offentlige sektor har medført flere fritvalgsordninger og privatisering, indenfor både skole- og daginstitutionsområdet, sundhedssektoren og ældreområdet.

Der er stor ulige konkurrence mellem den offentlige og den private sektor. På kvalitetskrav og økonomi. De private har større handlefrihed. De har færre krav, de skal leve op til, og de kan presse lønnen, fordi der stilles færre krav til uddannelse og kompetencer.

Det får kommunerne til at prøve sig med “innovative” produktivitetsforbedrende løsninger, som i de fleste tilfælde kun handler om at få personalet til at løbe hurtigere.

Konsekvensen er dårligere arbejdsvilkår for dem, der arbejder med velfærdssamfundets kerneopgaver, og det betyder også noget for omfanget og kvaliteten af de opgaver, velfærdssamfundet løser i dag.

Hvis flere og flere opgaver udliciteres og privatiseres, er det min påstand, at vi på et tidspunkt vil opleve at hele områder privatiseres eller at tilkøbsordninger, for dem der vil, sniges ind. Og så mister velfærdssamfundet sin legitimitet - evnen til at sikre lige muligheder for alle.

Det har konsekvenser for hele den måde, vi har indrettet vores samfund på - for det enkelte individ, for lønmodtagernes levevilkår og for betingelserne for at have en stærk stabil privat sektor.  

Det, tror jeg, er den brændende platform, der kan samle. Men det kræver, at vores tillidsmænd bliver styrket - som forhandlere, organisatorer og meningsdannere.  

For det er tillidsrepræsentanterne, der står tættest på arbejdspladserne, og det er igennem dem, vi rejser den kritik og skaber den politiske platform, der er så nødvendig for at kunne vinde terræn og skabe politiske resultater, så fagbevægelsen igen bliver troværdige.

Så tror jeg, vi igen, når det bliver nødvendigt, kan samle tusinder på slotspladsen.