Udviklingen i vores samfund er præget af stigende kompleksitet og kontinuerlige forandringer. Inden for ledelsesudvikling taler man om øget behov for ”selvledelse”, altså at medarbejdere i højere grad skal lede sig selv. Det betyder, at medarbejderne skal navigere efter visioner og på baggrund af værdier træffe de bedste faglige og etiske valg. Den centrale ledelsesopgave bliver at skabe rammerne og motivationen for dette. 

Med det ekstreme fokus på økonomi og effektivitet, der præger samfundet, bliver bundlinjen vigtigere end kvaliteten af selve produktet.

Inden for sundhedsvæsnet handler det i høj grad om, at den enkelte sygeplejerske skal påtage sig ansvaret for at levere sygepleje af høj kvalitet i sammenhængende og meningsfulde forløb med patienten i centrum – og det vil sygeplejersker rigtig gerne.

Kæden hopper dog af, når styring overhaler ledelse indenom. Med det ekstreme fokus på økonomi og effektivitet, der præger samfundet, bliver bundlinjen vigtigere end kvaliteten af selve produktet. Kvantitet vinder over kvalitet. Den enkelte sygeplejerske bliver ikke målt på, om han/hun leverer høj kvalitet, men i stedet på, hvor hurtigt patienterne kan ekspederes igennem systemet. Det er ligeledes effektiviteten, der afgør, hvorvidt den pågældende afdeling/hospital belønnes eller straffes økonomisk i næste års budget. Den økonomiske incitamentsstyring bygger i højere grad på pisk end på gulerod.

Der er altså et paradoks mellem ledelse og styring. God ledelse handler om, at medarbejderne trives og kompetenceudvikles, således at de selvstændigt kan vurdere og træffe faglige beslutninger. God styring handler om at undgå røde tal på bundlinjen. Det stiller krav til medarbejderne om at arbejde hurtigere og mere effektivt – men ikke nødvendigvis fagligt forsvarligt. 

Det paradoks kommer til udtryk over for den enkelte medarbejder, som sættes i et umuligt krydspres: Udadtil skal man leve op til politiske visioner og mål, men reelt bliver man målt på effektivitet. Det kommer også til udtryk på et overordnet samfundsmæssigt niveau: Politisk taler man om ens kvalitet i pleje og behandling til borgerne, uanset hvilken kommune de bor i. Samtidig straffes kommunerne med de største demografiske udfordringer økonomisk, hvis de ikke leverer. 

Dette udtryk for politisk styring bliver modstridende i forhold til politisk ledelse, som i højere grad handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at alle kommuner kan levere faglig høj kvalitet og dermed løse opgaven.

Hvis vi vil have kæden tilbage på tandhjulet, må vi spørge os selv, hvad der motiverer bedst: Fagligt incitament eller økonomisk straf? Det er på tide at få faglig og professionel ledelse tilbage i førerpositionen og lade styring være et af mange redskaber, som ledere kan navigere efter i deres lederskab.