Startskuddet til overenskomstforhandlingerne 2015 har lydt. KL og Danske Regioner har sat fokus på kerneopgaven og på at ville prioritere det, der skaber værdi for borgerne. Og det kan man vel ikke være uenig i?

Problemet er, at vi ikke aner, om det er de rigtige opgaver, eller om vi overhovedet løber i den rigtige retning.

Men hvis der er så stor enighed, hvordan kan det så være, at det ikke allerede fungerer optimalt? I sundhedsvæsnet løber personalet stadig stærkere og varetager både nye og flere opgaver - problemet er bare, at vi ikke aner- om det er de rigtige opgaver - eller om vi overhovedet løber i den rigtige retning!

Den 1. december 2014 kunne man i Mandag Morgen læse et interview med Harvard professor Michael Porter. Han er internationalt anerkendt for sin forskning i forskellige landes konkurrenceevne - med fokus på sundhedsvæsnet. I artiklen påpeger han, at sygehuse og socialcentre leverer deres ydelser uden at ane, hvad der virker for borgerne:

”Lige meget hvilken type af service det offentlige leverer, så burde vi begynde med at måle resultaterne af vores indsats og sammenligne resultater fra én type indsats med en anden type af indsats, så vi kan se, hvad der virker bedst. Men store dele af den offentlige sektor virker stort set aldrig på den måde. Der bliver ikke styret efter resultater,” skriver Porter.

Og derfor er det langtfra sikkert, at den leverede indsats rent faktisk også er den indsats, der skaber den største effekt for borgeren.

Det er ikke fordi, der er mangel på målinger og dokumentation i sundhedsvæsnet - det bliver gjort til overflod, men vi måler på aktivitet og ikke på resultater. Samtidig sidestilles aktivitet med kvalitet, og på den måde bliver kvantitet til kvalitet - men kvalitet for hvem? Ikke nødvendigvis for borgerne eller patienterne!

Et godt eksempel på ovenstående er ydelsesregistreringen i den ambulante psykiatri. Her anvendes registrering af aktivitet som styringsværktøj, og for nogles vedkommende som direkte ledelsesværktøj overfor den enkelte medarbejder. Tanken er, at sikre behandling til flere patienter samt at ensrette tilbud for derigennem at øge kvaliteten. Spørgsmålet er så bare, om det rent faktisk giver værdi for borgeren og sætter kerneopgaven i centrum? Ikke hvis man spørger de fagprofessionelle i psykiatrien. De har netop været ude med en stærk kritik af, at det entydige fokus på ydelsesregistrering bliver et incitament til at prioritere kvantitet frem for kvalitet i opgaveløsningen.

Tilbage til overenskomstforhandlingerne. Hvis KL og Danske Regioner mener det, de siger, så er det bydende nødvendigt, at de tager bindet fra øjnene og begynder at udvikle styringsformer, der har fokus på, hvilke indsatser der reelt skaber den største faglige kvalitet og værdi for borgerne - og det kan kun ske i et tæt samarbejde med de fagprofessionelle medarbejdere.