06 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere debat om virkeligheden, tak

Blogs

Mona Striib
Mona Striib, Forbundsformand FOA

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 18. maj, 2019, 09:45:44

Mere debat om virkeligheden, tak

Valgkampen er i fuld gang. Desværre bliver der stadig mindre plads til reel debat med helt almindelige mennesker om deres virkelighed – langt fra den, som politikerne fremstiller.

Valgkampen er i fuld gang, og allerede få dage inde i debatten står det klart, at vi også denne gang kommer ud for et hav af politiske kommentatorer, som betyder, at rigtig mange mennesker stempler helt ud af debatten. Det er rigtig ærgerligt og farligt for demokratiet, når politisk dialog styres af spindoktorer.

Der er trods alt sket det, at både Venstre og Socialdemokratiet nu anerkender den demografiske udfordring.

Det ville være bedre, at politikerne fik meget mere plads til at diskutere og endnu bedre, at der blev plads til ganske almindelige borgeres mulighed for at fortælle om deres virkelighed, som ind imellem er milevidt fra den virkelig, som politikerne fremstiller.

Oven i hatten eller langt værre bliver det, når regeringen tryller med tal. I det sidste halve år er der kommet adskillige udspil pyntet med prioritering af midler. I de fleste tilfælde har det ikke været nye penge, men mere en flytten rundt og genbrug.

Nye eller gamle penge

Sidste skud på stammen er Lars Løkkes bud på, at de nu vil prioritere velfærden med 69 milliarder. Det lød flot, og der er ingen tvivl om, at midler til velfærd er helt afgørende, hvis velfærdssamfundet ikke skal brænde sammen. Men det var så 69 milliarder akkumuleret, så det er jo milevidt fra det reelle behov for løft. Det dækker ikke engang behovet som følge af den demografiske udvikling.

Heller ikke Socialdemokratiets bud rækker langt nok. Men der er trods alt sket det, at både Venstre og Socialdemokratiet nu anerkender den demografiske udfordring.

Der er systematisk fjernet 8,5 milliarder, og der skulle i stedet været tilført 9,3 milliarder. Det er et underskud på 17,9 milliarder.

Der er 33.000 færre kommunalt ansatte siden 2010, mens befolkningen er vokset med 270.000.

Det står ganske enkelt bøjet i neon, at der er en voldsom underfinansiering af den offentlige sektor.

FOA's bud

FOA's bud er klart. Det er absolut nødvendigt at være klar i mælet og fortælle, at der er brug for, at vi betaler mere i skat for at klare fremtidens udfordringer på vores fælles velfærd.

Kommer vi skattely og skattetænkning/unddragelse til livs, kommer vi et godt stykke ad vejen. Det er sindssygt komplekst og svært at gennemskue, men et rigtig godt sted at starte er at sikre, at lovgivningens rammer er klare. Der er nemlig rigtig meget, der ikke er ulovligt, men som i den grad er moralsk angribeligt. Vi er afhængige af, at der betales en fair skat.

Der er revner i fundamentet, som vores fælles velfærd hviler på. Skattelettelser er uddelt med rund hånd og skal rulles tilbage, de stærkeste skuldre skal betale mere, virksomhederne skal betale fair selskabsskat.

Presset på FOA-medlemmernes arbejdspladser er tårnhøjt. I flere kommuner genåbnes budgetterne i flere omgange, der skal spares mere end det, der i første omgang var lagt op til.
Citronen kan bare ikke vrides mere.

Vi har sat fokus på vilkår for at få ændret den negative spiral, en del af vores medlemmer betegner den endda som dødsspiralen.

Klimaet på dagsorden – og nej til fremmedhad

På den overordnede klinge har vi derfor en række konkrete bud:

Skattepolitik der sikrer, at vores fælles velfærd genoprettes. Retfærdig skat hvor de bredeste skuldre bærer mest. Total stop for skattely og snyd og bedrag. Et godt børneliv uden fattigdom, væk med kontanthjælpsloftet. Gode pasningstilbud med plads til kvalitet. En folkeskole der giver vores børn og unge en solid start på livet. Investering i uddannelse og efteruddannelse. Investering i et godt arbejdsmiljø, værdig tilbagetrækning. Væk med minut og sekund-tyranni og dokumentationshelvede. Et godt og sammenhængende sundhedsvæsen. En socialpsykiatri vi kan være bekendt og værdig ældrepleje. Det kalder på en værdighedsreform, hvor vi på tværs af fag samarbejder på nye måder.

Samtidig må vi kigge hinanden i øjnene og indse, at klimapolitik og konkrete handlinger skal stå højt på vores dagsorden.

Og så bare lige som afrunding: Vi vil ikke på nogen måde acceptere vanvittige personers forsøg på at opildne til fremmedhad og det, der er værre.