Skolepraktikken i Danmark er nok det bedste eksempel på, hvorfor den danske model er så vigtig.

Jeg går i skolepraktik som smed, og jeg er nyvalgt formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO).

Som formand kommer jeg en del rundt. Snakker med mennesker i forskellige stillinger både privat og offentlig, og det er rart at møde dissse mennesker og udveksle synspunkter om, hvordan vi ser på samfundet. Men det er direkte sjovt, når jeg fortæller dem omkring mine arbejdsforhold og ikke mindst min løn.

”Kun 44 kroner i timen?!?!”, siger de med en blanding af foragt og uforståelse.

Jeg bekræfter dem i, at de ikke hørte forkert og får som regel også lige skudt ind ”Ja sådan er det, når lidt over 100 akademikere skal bestemme ens løn og arbejdsforhold ved lov”.  Ja man kan jo gå så langt og sige, at jeg er et levende eksempel på, hvor vigtig den danske model er for vores samfund. 

For den hurtige matematiske læser så giver en timeløn på 44 kroner lige godt 6.500 kroner om måneden før skat, for et fuldtids arbejde, og de godt og vel 6.500 kroner skal fordeles på ting som husleje, mad, fagforening, pension, opsparing, forsikring, transport og så videre.

Politikerne snakker højt om visioner og ideer omkring skolepraktikken, og hvordan netop den skal være den magiske løsning på vores problemer. Imens sidder jeg her hjemme og tænker tunge tanker om, hvordan fanden jeg skal få min økonomi til at hænge sammen nu, da julen er på vej. Julebonusser får jeg ingen af, og pension skal der jo også indbetales til. 

Nu kommer jeg til at kræve meget af politikerne, jeg ved det godt, men nu må de snart tage en ganske reel beslutning om, hvorvidt skolepraktikken skal fortsætte som en halvfærdig nødløsning, eller om den skal være et reelt alternativ til en læreplads hos mester.

Hvis man spørger undervisningsministeren og alle folk, hvis ord omkring uddannelse har stor indflydelse, så hælder det mod, at skolepraktikken skal være et reelt alternativ,

Spørgsmålet er jo så bare, om de rent faktisk vil gøre det mere reelt eller bare pynte en lort ved at smække det hele i en skål og kalde det for et ”Skolepraktikcenter”.

Men hvis man ønsker, at denne førnævnte skål skal være et reelt alternativ, så skal der gøres op med nogle ting. Blandt andet, at skolepraktikelever kun har alt det dårlige fra det danske arbejdsmarked og ingen af goderne.

Af ulemperne, som vi har, kan nævnes "kun” seks ugers ferie, som vi i ingen eller meget lille grad selv har indflydelse over. Ingen pension - den almindelige lærling får betalt pension af mester, men i skolepraktik er det ens egen sag. Forhandling af løn. Ja, som før nævnt er vores løn fastsat i finansloven, så det kan der slet ikke forhandles om. Og listen kunne forsættes.

Når man så kigger på vores krav, så er de ikke store, de er ikke uretfærdige, og de er ikke altødelæggende for statens økonomi.

Vi ønsker bare en fair løn for fair arbejde, så vi har lidt rum til både at spare op og betale regninger og samtidig have lidt rum til at nyde vores ungdom.

Det er vel ikke for meget forlangt, er det vel ?