Ikke alle, men mange af vore mest udsatte har haft svære vilkår fra tidligste færd. Vi fik ikke fat og i hvert fald ikke i tide. De lever nu helt ude over kanten. De lider.

Forsvar tolerancen, friheden og frisindet ved helt at fjerne politi og straffeapparat fra de udsatte

De ellers mange hjælpemuligheder kommer for lidt i spil. Ambitionen om med kommunalreformen at skabe én dør ind, er på ingen måde indfriet. Et utal af døre skal rammes, før man – måske – får den individuelt fornødne hjælp, der er ret til. Forud går et forhindringsløb med barrierer af også strukturel karakter.

I 2017 kom både tiggerloven og kriminaliseringen af hjemløse udesovere, der ofte af sikkerhedshensyn søger fælles søvn. Det hed sig, at man ikke ville have ”lejre”, men i Gadejuristen ser vi, at lejr-forbuddet også bruges mod de, der sover to og tre sammen og endda også mod folk der sover alene.

Straf og repression

Samtidig er antallet af hjemløse igen steget, mens antal herbergpladser er helt utilstrækkeligt med en dækningsgrad på blot knap en tredjedel af behovet. Hvor skal hjemløse sove?

Straf og repression er dagens ret på stenbroen, hvor man kriminaliserer forhold, hvor man ret beset højst risikerer at skade sig selv (ved for eksempel besiddelse af stof til eget brug og fælles udesoveri).

Herfra går man under radaren fremfor at søge et system, der ser en som kriminel. De, som trods alt søger systemet, oplever også her at blive straffet, fordi dette overordnede straffokus gennemsyrer det, der ellers skulle forestille at være et hjælpeapparat.

Man bortvises fra herberg, fordi man har tilladt sig at have besøg af den bror, man ikke har set i årevis, eller fordi man besøger sin kæreste på naboværelset i strid med en hjemmestrikket lokal husorden.

Søger man stofbehandlingssystemet, mødes man af mistillid og uproportional kontrol. Og man sanktioneres på kontanthjælpen af kommuner, som ikke praktiserer efter Ankestyrelsens principafgørelse 88-14, hvorefter det skal vurderes om ”psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer” kan begrunde, at der ikke skal sanktioneres. Og om en sanktion konkret ”vil fremme rådigheden ift. arbejde eller uddannelse”. Hvis ikke, skal der ikke sanktioneres.

Hvor er velfærden?

Det sker alligevel, og det kan tage måneder at få forsørgelsesgrundlaget tilbage. Havde denne sanktionerede hjemløse kvinde tigget sig igennem de sidste måneder, var hun nok kommet i fængsel, ligeså hvis hun ved kriminalitet havde tilranet sig at kunne overleve. At hun her i julen måtte sælge blowjobs på gaden var ikke af lyst, men af nød. Nød skabt af det statsministeren i nytårstalen kaldte et trygt velfærdssamfund.

Dette er ikke at møde hinanden med tillid og med respekt og bestemt heller ikke et trygt velfærdssamfund. Lad os nu favne dem, der engang var børn, børn, vi ikke nåede i tide, som nu er udsatte og henvist til at leve parallelt. 

Forsvar tolerancen, friheden og frisindet ved helt at fjerne politi og straffeapparat fra de udsatte og gør samtidig op med straf og repression i hjælpeapparatet. Så kan vi tale om et opgør med skel mellem mennesker, om noget der er håbefuldt – og om et godt nytår, også for gadefolket.

>> LINK: Løkke med nyt mål: Ghettoer skal afvikles helt