23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enighed om fortsat kriminalisering af hjemløse

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 14. maj, 2020, 09:02:52

Enighed om fortsat kriminalisering af hjemløse

Politikerne lover og producerer papirer. Men der er stadig ingen klare regler om, hvor og hvordan man må sove lovligt på gaden, når man er hjemløs.

Midt i epidemien er der kommet en nyhed, som Gadejuristen har ventet på siden juni sidste år. Dengang lovede regeringen i det såkaldte forståelsespapir at forbedre indsatsen for hjemløse og præcisere det såkaldte "lejrforbud", så det blev klart, at hensigten ikke er at sætte ind mod hjemløse, der er tvunget til at overnatte udendørs.

Hjemløse får stadig færre muligheder for at indrette sig, som de finder nødvendigt og forsvarligt for at kunne beskytte sig mod vind og vejr. 

Næsten et år skulle der gå, men i sidste uge blev der indgået en aftale i et ”enighedspapir” mellem regeringen og dens støttepartier. Vi havde set frem til aftalen og også opfordret til en præcisering. Men papiret er virkelig skuffende læsning.

Intet bliver grundlæggende ændret. Kriminaliseringen er opretholdt, og hjemløse risikerer stadig bøder, zoneforbud og fængselsstraf. Alligevel er aftalen blevet hyldet som en sejr af flere af regeringens støttepartier. Men papiret er ingen sejr for de hjemløse. Tværtimod er det en blåstempling af kriminaliseringen af hjemløshed.

Mangler og modsætninger

En af aftalens mest iøjnefaldende mangler er, at man end ikke har kunnet enes om, at en enkelt hjemløs ikke kan udgøre en "utryghedsskabende lejr".

Det mest konkrete i aftalen er, at parterne vil tilføje i ordensbekendtgørelsen, at soveindretningen skal være ”af permanent karakter” for at være forbudt. Men det fremgår få linjer senere, at for eksempel tykke madrasser kan tale for, at overnatningen har permanent karakter.

Og trods den almindelige forståelse af permanent, er der slet ikke noget krav til varigheden. Det er for eksempel nok, at politiet har set sovepladsen én gang. Det mest konkrete er således slet ikke så konkret, når det kommer til stykket.

Det er meningen, at der nu skal udarbejdes en vejledning til strafbestemmelserne. Det er umiddelbart en god idé, men ikke hvis den blot afspejler enighedspapiret. For en del af de præciseringer, der er kommet med, er ikke til hjemløses fordel.

Regeringen og støttepartierne er for eksempel enige om, at det skal indgå i vurderingen af strafbarheden, om den hjemløse har mad eller sine ejendele tæt på sig. Det er svært at se, hvad man som hjemløs ellers skal gøre.

De er også enige om, at det skal indgå, om sovepladsen overdækkes, hvilket forekommer helt absurd i et koldt og regnfuldt land. De er også enige om, at sovepladsen skal kunne pakkes hurtigt sammen, hvilket særligt kan blive en udfordring for hjemløse med for eksempel svære psykiske udfordringer og komplekst rusmiddelbrug.

Langtfra ambitiøs socialpolitik

Samlet lægger enigheden op til, at hjemløse får stadig færre muligheder for at indrette sig, som de finder nødvendigt og forsvarligt for at kunne beskytte sig mod vind, vejr og alt det andet uforudsigelige i gadelivet. Dét kan på ingen måde kaldes ambitiøs socialpolitik.

Hvorfor er der ikke enighed om at gå den modsatte vej og forpligte politiet til at kontakte sociale myndigheder eller civilsamfundsorganisationer, der kan hjælpe, hvis der er behov for det? Hvorfor denne iver efter at straffe hjemløse?

Udmeldinger efter aftalen tyder desuden på, at støttepartierne ikke har haft helt styr på, hvad de har skrevet under på. På sociale medier kunne man for eksempel læse, at der fremover ”skal” gives en advarsel, før der gives zoneforbud. Men det er altså ikke det, der står i aftalen.

Det fremgår tværtimod, at der indføres ”en mulighed for at give advarsel”, og at politiet fortsat kan ”meddele et zoneforbud, første gang lejrforbuddet overtrædes, og uden forudgående advarsel.” Da politiet selvsagt også hidtil har kunnet lade være med at give et zoneforbud, kan denne del af aftalen reelt være indholdsløs.

Vi venter på socialpolitiske initiativer

Der er også udtalelser, der tyder på, at aftaleparterne ikke har været helt klar over, hvad der er gældende ret i dag. Og så er det jo svært at vide, om man faktisk præciserer. Eksempelvis blev sagen om Hus Forbi-sælgeren André nævnt som en grund til at præcisere reglerne. Men André blev jo frifundet i retten, så noget har domstolene jo allerede præciseret.

Problemet med forbuddet har ikke så meget været de sager, der er kommet for retten, men alle dem, der ikke har. Altså de sager, hvor politiet har udstedt bøder og zoneforbud, der formentlig ikke ville holde i retten. Hvor er enigheden om at genoptage disse sager?

Det mest positive i papiret er udsigten til, at myndighederne vil udarbejde faktaark til hjemløse om reglerne for overnatning i byrummet. Hvis de kan skrives, så det fremgår, hvor og hvordan hjemløse må sove lovligt, vil det være en stor hjælp. Men det kræver jo, at reglerne bliver så enkle, at de faktisk kan forklares.

Hvor havde det dog klædt regeringen og dens støttepartier at leve op til løftet fra forståelsespapiret om at føre en ambitiøs socialpolitik, der forbedrer indsatsen for hjemløse. De floskler er stadig ikke blevet præciseret det mindste.

For mens kriminaliseringen af hjemløshed består, venter vi stadig på de socialpolitiske initiativer. Og det kan tage år, fremgår det af justitsministerens pressemeddelelse om deres enighed.