Ansporet af de vigtige diskussioner om racisme, som Black Lives Matter har sat fokus på, har vi i Gadejuristen talt om det, vi ser i vores arbejde.

Vi er langt fra amerikanske tilstande. Men vi bør ikke lade som om, vi er farveblinde.

Kigger vi indad først, må vi konstatere, at selvom vi har haft ansatte, frivillige og praktikanter med diverse hudfarver, er vores aktuelle hold af ansatte ret hvidt. Det er ikke sådan, vi synes det bør være, men det er sådan, det er.

Sammensætningen af gadejurister er væsentlig, for det kan have som konsekvens, at der er ting, vi ikke ser eller ikke tillægger samme betydning, som man gør, hvis man ikke er hvid.

Lad os endelig benytte anledningen til at sige, at vi i Gadejuristen altid søger efter dygtige juridisk kyndige, der kan og vil arbejde på gadeplan med vores samfunds mest udsatte.

Dansk politi er ikke farveblinde

Kigger vi udad på de områder, vi arbejder med, kan vi med en vis sikkerhed sige, at hudfarve betyder noget for sexarbejdere, stofbrugere, hjemløse, psykisk syge og andre særligt udsatte mennesker i mødet med systemet.

Nogle kan oftere blive udsat for politiets opmærksomhed, og det kan være sværere at gøre brug af sine rettigheder.

Politiet er særligt vigtige, også i en dansk sammenhæng, for de har en næsten ubegrænset frihed til at udvælge, hvem der skal underkastes nærmere undersøgelse.

Selvfølgelig bør politiet altid kunne henvende sig til borgere som led i deres arbejde, men er man interessant for politiet, fordi man er sort eller brun, så er det racisme – hudfarven bliver et mistankegrundlag.

I et konkret eksempel udviste en person ifølge en betjent, der vidnede i retten, ”narkohandleradfærd”. Han kiggede sig over skulderen efter bussen, som han stod og ventede på ved stoppestedet – og var sort.

Og hvide gadesexarbejdere har fortalt os, at de var blevet advaret før en politirazzia mod gadesexsælgere på Vesterbro. Så politiet kunne fokusere på de andre?

Det sker også mere strukturelt. Når man fra politiledelsens side vælger at placere indsatsen mod hjemløse gadesovere i en særlig enhed for udlændingekontrol, kan det vel ikke overraske, at flertallet af hvide hjemløse oftere springes over. Det er selvfølgelig rart for hvide hjemløse, men det er ikke lighed for loven.

Det er vigtigt for mig at understrege, at vi er langt fra amerikanske tilstande. Men vi bør ikke lade som om, vi er farveblinde.

Man behøver bare huske historien om hjemløse Daniel, der mistede livet ved  Amagerbro metrostation, mens alarmcentralen var optaget af, om han var grønlænder.

Derfor burde vi holde bedre øje med, hvordan politi og andre prioriterer opgaverne og bruger de mange magtmidler.

Længere til hjælp

Problemerne findes ikke kun i politiet. Det handler også om hjælpemyndigheder, der ikke giver samme tilbud eller omsorg til ikke-hvide udsatte.

Noget af det handler om udlændingepolitik, der medfører særlig kontrol af udlændinge, hvilket i praksis bliver til kontrol af personer, som ser mindre danske ud i myndighedernes øjne.

Men problemerne opstår også i situationer, hvor rettighederne er de samme for alle, der henvender sig med behov for hjælp.

Her skal man huske på, at lovgivningen i vid udstrækning giver EU-borgere samme rettigheder som danske statsborgere.

Der er derfor ikke umiddelbart noget grundlag for, at myndigheder og offentlige tilbud stiller særlige krav eller nægter hjælp til personer, der ser for eksempel østeuropæiske ud eller ikke taler dansk, når de henvender sig med akut hjælpebehov.

Dertil kommer alt det, som ikke er myndighedernes ulovlige praksis. Racisme kommer også oveni social udsathed, når helt almindelige mennesker hurtigere ringer efter politiet, fordi tiggeren er roma, eller når de holder på deres pant, fordi flaskesamleren ikke er hvid. Det mærkes og mærker alt sammen.