Hvad vil regeringen gøre for sexarbejderne?

Kampen for rettigheder til sexarbejdere er en arbejderkamp.

Dét store og vigtige spørgsmål står tilbage, efter at socialminister Astrid Krag har nedlagt den tidligere regerings tværministerielle arbejdsgruppe, der gik til området med et rettighedsperspektiv. 

Arbejdsgruppen skulle blandt andet undersøge muligheden for at sikre dagpenge til sexarbejdere på linje med andre arbejdere samt se på rammerne for at sælge seksuelle ydelser i Danmark i øvrigt.

Det er en gåde for mig, hvordan man kan kalde sig et arbejderparti uden at tage disse aspekter alvorligt.

Lytter ikke til sexarbejderne

Det er desværre ikke nogen ny problematik. Dette indlæg er mit tredje i avisen her, der handler om rødt svigt af sexarbejderne. Også i 2013 og 2018 har jeg forsøgt at rejse spørgsmålet om, hvorfor man bliver ved med at tale om sexarbejderne, men ikke lytter til dem.

Ministeren forklarer selv, at nedlæggelsen skyldes, at rettighedstilgangen er forkert, og at hun ikke ønsker konklusioner, hvor sexarbejde anerkendes som erhverv.

Argumentationen tager således afsæt i ministerens egen moral, fremfor hvad der er bedst for sexarbejderne.

I den forbindelse inddrager hun ublu et væld af dårligdomme fra tandproblemer til depression, som åbenbart skulle være forbundet med at sælge sex, selvom ministeren ikke redegør nærmere for, hvordan det skulle hænge sammen.

Ministerens linje er blevet fulgt op af Socialdemokratiets socialordfører Camilla Fabricius, der påstår, at sexarbejde også medfører hofteskred og stomi. De påstande blev fuldkommen demonteret af DR-programmet Detektor.

Fravær af saglighed

Fraværet af saglighed er så tåkrummende, at RokokoPostens dækning af nedlæggelsen af arbejdsgruppen er den artikel, der bedst fanger absurditeten.

Et kerneargument for ministeren er, at en undersøgelse anfører, at 41 procent af de sexsælgere, der arbejder på gaden, har oplevet vold indenfor et år.

Hun får ikke nævnt, at denne undersøgelse er baseret på interviews med blot syv særligt udvalgte kvinder, eller at samme tal er meget lavere for sexarbejdere på klinik.

For at sådan nogle tal skal give mening, er man nødt til at se dem i sammenhæng. Sexarbejdere på klinik er eksempelvis mindre udsat for vold, krænkelser og overgreb end folkeskolelærere og socialpædagoger.

Hver fjerde lokalpolitiker er også udsat for krænkelser. Men det får os jo ikke til at afskaffe skolerne eller de facto kriminalisere politikere eller at gå efter at forhindre, at unge går ind i politik.

I stedet har regeringen sammen med kommunerne og regionerne udgivet en vejledning om, hvordan politikerne skal minimere risikoen i deres arbejde. Hvor er regeringens gode råd til sexarbejderne?

Mangel på rettigheder

I forbindelse med nedlæggelsen af arbejdsgruppen blev det fremhævet, at der i stedet skulle satses på at få flere kvinder til at stoppe med at sælge sex gennem en særlig exitpakke i regeringens finanslovsudspil.

Sexarbejderne skal derfor i fremtiden fortryde deres utugt og acceptere et tungt åg af en offergørelse, før de kan få hjælp. Deres egen organisation, SIO, er ikke blevet hørt eller inddraget af ministeren.

Kan man virkelig blive anset som så dårligt stillet, at man ikke har krav på rettigheder?

Kampen for rettigheder til sexarbejdere er kampen for rettigheder til kvinder (og mænd) på arbejdsmarkedet. Det er en arbejderkamp.