FN’s Børnekomite har for første gang taget spørgsmålet om beskyttelse af flygtningebørn under behandling i en konkret klagesag og fundet, at Danmark har overtrådt FN's Børnekonvention.

Hvordan kan vi på en og samme tid fastholde, at vores egne børn skal have rettigheder i henhold til FN’s Børnekonvention, mens de ikke danske børn skal kunne fratages de tilsvarende rettigheder? 

Der sker i forbindelse med en sag om beskyttelse af et flygtningebarn, hvilket er noget jeg tidligere har skrevet om i denne blog. I starten af året skrev jeg netop om behovet for beskyttelse af børn mod såkaldt Refoulement, det vil sige udsendelse til et land, hvor de risikerer alvorlige overgreb, og udtrykte håbet om, at 2018 bliver "barnets år".

Nu kommer så et vigtigt indspark fra FN’s Børnekomite i forbindelse med afgørelse om en lille pige, som er i risiko for omskæring, hvis hun udsendes til Somalia sammen med sin mor. Børnekomiteen udtaler:

"11.9 The Committee therefore concludes that the State party failed to consider the best interests of the child when assessing the alleged risk of the author’s daughter to be subjected to female genital mutilation if returned to the Puntland State of Somalia, and to take proper safeguards to ensure the child’s wellbeing upon return, in violation of articles 3 and 19 of the Convention.

11.10 The Committee on the Rights of the Child, acting under article 10, paragraph 5, of the Optional Protocol to the Convention on the Rights of the Child on a communications procedure, is of the view that the facts before it amount to a violation of articles 3 and 19 of the Convention"

Hele afgørelsen "CRC Communication No. 3/2016" kan findes på FN’s hjemmeside, samt på det danske Flygtningenævns hjemmeside. Her finder man dog også en kommentar til beslutningen fra FN.

FN’s Børnekomite har i en udtalelse, dateret den 25. januar 2018, udtalt kritik af Flygtningenævnets afgørelse vedrørende udsendelse af en kvindelig asylansøger og hendes mindreårige datter til Puntland i det nordlige Somalia. Komitéen udtaler blandt andet, at forældres evne til at modstå omgivelsernes pres for at få deres børn omskåret ikke er relevant i forhold til vurderingen af, hvad der er til barnets bedste, og at nævnet derfor har krænket børnekonventionens artikel 3 og artikel 19 ved at give afslag på asyl med henvisning til, at barnets mor ville kunne undgå, at hendes datter vil blive omskåret mod morens vilje.

Fastholder praksis

Flygtningenævnets formandskab og koordinationsudvalg har på møder henholdsvis den 14. og 15. februar 2018 drøftet udtalelsen fra FN’s Børnekomite.

Flygtningenævnet er ikke enig i kritikken. Komiteens retsopfattelse er således i strid med nævnets generelle praksis i sager om kvindelig omskæring (FGM) og med praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i lignende sager (Emily Collins m.fl. mod Sverige af 8. marts 2007, SOW mod Belgien af 19. januar 2016 og R.B.A.B. mod Holland af 7. juni 2016). Det afgørende må således være, om familien må antages at kunne beskytte barnet mod omskæring.

Det blev derfor på mødet i koordinationsudvalget den 15. februar 2018 besluttet at fastholde nævnets hidtidige praksis, uanset kritikken.

Sagt med andre ord så mener Flygtningenævnet, at fordi nævnet er af den opfattelse, at vi ikke overtræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så gør det ikke noget, at vi overtræder FN’s Børnekonvention.

Argumentet synes ikke tvingende; at fordi vi overholder de regler, der gælder i Europa, så behøver vi ikke også at overholde de regler, der gælder globalt. Det er for så vidt korrekt, at den enkelte afgørelse i sagen om den somaliske pige ikke er retlig bindende for de danske myndigheder. Men FN’s Børnekonvention og herunder artikel 3 om "barnets tarv" er ratificeret af Danmark, og det betyder jo også, at konventionen skal overholdes.

Den Europæiske Menneskerettigheds konvention indeholder derimod ikke nogen specifik bestemmelse om "barnets tarv", og derfor kan forpligtelsen efter FN konventionen være mere omfattende end beskyttelsen under europæiske normer. Da det synes at være tilfældet her, så må de danske myndigheder indstille sig på den opfattelse, som FN’s børne komite giver udtryk for, eller også må man sige, at vi skal melde os ud.

Danmark - det første land

At Danmark som det første land i verden taber en sag om flygtningebørns ret til beskyttelse ved FN’s Børnekomite er for så vidt slemt nok. Men hvis Danmark i forlængelse heraf, som det første land i verden, skulle finde på at melde sig ud af konventionen, det har jeg meget svært ved at se for mig på grund af af den uhørt dårlige omtale, det ville medføre.

Senest havde regeringen da også spillet ud med, at formandskabet for Europarådet skulle bruges til at "afmontere" Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols indflydelse, men det endte som bekendt med noget af en maveplasker. Selv om der i mange andre europæiske lande også er indenrigspolitisk behov for at udvise hårdhed overfor "de fremmede" og deraf kritik af menneskerettigheder, så er det, når det kommer til stykket, ikke muligt at få regnestykket til at gå op.

De fundamentale menneskerettigheder, som ytringsfrihed og retssikkerhed for borgerne er så indbyggede i de europæiske demokratier, at ingen ville drømme om at ophæve disse rettigheder for den indfødte befolkning.

Derimod er der – som i Danmark – flere og flere, der ønsker af fratage "de fremmede" de tilsvarende menneskerettigheder og her opstår dilemmaet. Hvordan kan vi på en og samme tid fastholde, at vores egne børn skal have rettigheder i henhold til FN’s Børnekonvention (overholdelse af barnets tarv osv), mens de ikke danske børn skal kunne fratages de tilsvarende rettigheder?

Det er dette spørgsmål vi mangler af få svar på i debatten, og med det håber jeg fortsat, at 2018 bliver børnenes år – alle børn.