05 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tingbjerg er ikke som dig

Blogs

Niels-Erik Hansen
Advokat, med speciale i menneskerettigheder
Har specialiseret sig i sager om menneskerettigheder med særlig vægt på asylsager. Frivillig i Trampolinhusets rådgivning.
Blogindlæg af Niels-Erik Hansen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 22. august, 2020, 09:03:24

Tingbjerg er ikke som dig

Københavns integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, er så forhippet på at bashe Tingbjerg, at hun glemmer at fortælle, at Tingbjerg kun har cirka 25 procent af beboerne udenfor arbejdsmarkedet. Det vil sige, at 75 procent forsørger sig selv og deres familier eller er under uddannelse.

Hvis man ønsker gode, billige lejligheder til flest mulige medborgere, så skal man ikke afvikle den almene sektor, men udvikle den.

Derfor er det også naturligt, at når man har mulighed for at tale et boligområde op, så skal man da gøre det, også selvom man samtidig skal tale om de udfordringer, der måtte være. Det giver sig selv, at man aldrig får forbedret et område ved at udskamme og tale det ned.

Det giver sig selv, at man aldrig får forbedret et område ved at udskamme og tale det ned.

Derfor er det også så meget desto mere overraskende, at Københavns integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, ser det som hendes opgave at tale de gode ting ned, som beboerne selv sætter pris på i deres boligområde. I Politiken skrev den unge studerende Amina Safi om hendes opvækst i Tingbjerg og de mange gode oplevelser, hun har haft sammen med andre børn og unge i kvarteret.

"Tingbjerg er ikke som dig"

Det fik borgmesteren til at "overfalde" Amina den 21. marts i et indlæg under overskriften "Hvis alle var som dig, stod vi jo ikke med et problem, Amina".

Her får Amina forklaret, at selvom hun kan være undtagelsen, så er der intet godt at sige om Tingbjerg, der kort sagt er endt som en såkaldt "hård ghetto".

Det virker, som om borgmesteren er så forhippet på at bashe et helt boligområde – eller rettere dets beboere – at hun helt glemmer at fortælle, at Tingbjerg udmærker sig ved kun at have cirka 25 procent af beboerne udenfor arbejdsmarkedet. Det vil sige, at 75 procent forsørger sig selv og deres familier eller er under uddannelse.

Det er i øvrigt en stigning i 2019 i forhold til sidste opgørelse (2017-18), hvor tallet var godt 27 procent. Hovedparten af beboerne i Tingbjerg er altså helt almindelige mennesker, der hver dag går på arbejde eller er under uddannelse. Mange har ingen uddannelse ud over grundskolen og tilhører dermed naturligt nok lavindkomstgruppen, men de varetager vigtige jobs, som samfundet er afhængig af.

Kriminalitetsraten målt på antallet af dømte i Tingbjerg ligger sjovt nok ret præcist på det niveau, som gør, at boligområdet akkurat opfylder kriteriet for at komme på ghettolisten.

Til gengæld er antallet af sigtelser af unge i udsatte boligområder meget højere end i resten af København, men sigtelserne fører i færre tilfælde til domme. De for mange sigtelser afspejler måske det omgivende samfunds negative forventninger til beboerne i området?

Det ser altså ikke ud til, at Aminas venner lever i statistikkerne som arbejdsløse med lav indkomst og manglende uddannelse – eller kriminelle for den sags skyld, som det fremføres i borgmesterens indlæg.

Der er dog ingen tvivl om, at der er sociale problemer i Tingbjerg, men man kan jo sagtens være ressourcestærk uden at have en høj indkomst eller en videregående uddannelse. Og det viser sig, at udsatte familier ikke klarer sig bedre udenfor de ghettostemplede områderne. Så hvordan kan det være, at en fagborgmester med ansvar for arbejdet, der støtter integration og beskæftigelse, synes, at hun skal "overfalde" Aminas indlæg på den måde?

Det må da tværtimod være opgaven at understøtte succeshistorierne – som Tingbjergs mange ressourcestærke borgere er eksponenter for og på bedste vis forsøger at bidrage til – til en positiv udvikling at bydelen. Det gavner da ingen at blive talt ned og beboere udskammes – på trods af fremskridt. Det kan da kun gøre, at de reelle sociale problemer forbliver uløst.

Jeg kommer på vegne af både Tingbjerg og andre udsatte områder stærkt i tvivl om borgmesterens hensigter med hendes indlæg.

"En over nakken"

Senest ser jeg nu, at borgmesteren igen har været i Politiken med et nyt indlæg. Denne gang skriver hun, at hun undrer sig over, at der er beboere i Vollsmose, der har klaget til Ligebehandlingsnævnet, fordi de føler sig diskrimineret.

Hvorfor skal borgerne i Odense nu også udskammes ligesom overgrebet på Amina. Det kan vel næppe være Københavns integrationsborgmesters opgave at udskamme beboere i en anden kommune, fordi de ønsker at få afprøvet deres rettigheder.

Men hov, de ønsker at klage over diskrimination, fordi de har såkaldt "ikke-vestlig baggrund". Sjovt nok lyder det også, som om Amina Safi kunne have "ikke-vestlig baggrund" – så måske er der virkelig en logik, når Cecilia Lonning-Skovgaard går til angreb. Det er ikke de hvide indfødte danskere, der skal udskammes – det er "de fremmede".

Så selv om Amina får et venligt klap på skulderen – Tingbjerg er ikke som dig – så er det jo netop hendes søskende og barndomsvenner samt alle de andre indbyggere med ikke-vestlig baggrund, der skal have "en over nakken".