Naboandene omkring Syrien er ved at bukke under for flygtningepresset, men Danmark fortsætter som om, der ikke fandtes flygtningekriser i verden.

Nabolandet Libanon, der har et areal og en befolkning, der er mindre end Danmark, har således modtaget mere end en million flygtninge fra Syrien. Katastrofens omfang er enorm, men i Danmark fortsætter vi med at vurdere den enkelte syres asylsag, og ja – tro det eller ej – at give afslag.

Her har Danmark vist en totale mangel på solidaritet med de lande, som bærer den altovervejende byrde af flygtningestrømme. 

Min klient - en ung palæstinensisk kvinde, der er født i Yarmuk lejr ved Damaskus – fik afslag på asyl, fordi hendes forældre i 1980’erne var flygtet fra Libanon. Som palæstinenser er hun statsløs, men hun havde fødselsattest fra Syrien og en syrisk opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt på den ene side, at kvinden måtte anses for flygtning i forhold til Syrien.

På den anden side mente et flertal af nævnets fem medlemmer, at fordi hun havde opnået et ID-kort fra Libanon (hun kunne ikke få noget af de syriske myndigheder), så er Libanon hendes såkaldte "første asylland". Hun fik derfor afslag. Hvis ikke hun selv udrejser, vil hun blive udsendt tvangsmæssigt af dansk politi til Libanon.

Med andre ord – et land, der stort set ingen syriske flygtninge har modtaget, mener, at et land, der har modtaget over en million syriske flygtninge, skal tage ansvaret for endnu en flygtning. Ja, faktisk for to, for den samme dag traf Flygtningenævnet også beslutning om, at hendes far på samme måde kan tvangsmæssigt udsendes til Libanon, det land han flygtede fra i 1982. Her var de fem nævnsmedlemmer heller ikke enige, men flertallet gav afslag med udvisning til Libanon.

Man kan godt diskutere, om afgørelserne er juridisk korrekte (et mindretal var som nævnt imod), men man kan ikke diskutere, om afgørelserne er moralsk forkastelig – det er de! 

Her har Danmark igen vist en totale mangel på solidaritet med de lande, som bærer den altovervejende byrde ved de flygtningestrømme, vi ser netop nu. Derfor er det da heller ikke mærkeligt, at et lille land som Libanon, der indtil nu tappert har holdt grænsen åben for de syriske flygtninge, seneste i maj måned er begyndt at lukke af for (især palæstinensiske) flygtninge fra Syrien. Der kan for eksempel henvises til rapporten fra Human Rights Watch, Palestinians Barred, Sent to Syria, offentliggjort den 5 maj 2014. 

Resultatet af blandt andet Danmarks manglende solidaritet er – at de forfulgte ikke længere kan slippe ud af Syrien og derfor overlades til en grufuld skæbne. Nabolande som Libanon må  give op. Det må de, fordi lande som Danmark sender det klare signal, at det ikke er vores problem, og at dem, der tager sig af problemet, ikke skal regne med at få hjælp til at løfte byrden.

Nu kunne Syrien være et enkeltstående tilfælde, men det er det desværre langt fra. Ser vi på Norge, så var den største gruppe, der fik asyl i 2013, asylansøgere fra Eritrea (faktisk større end Syrien). I alt 2.235 fik asyl i Norge, og samtidig fik 2.565 asyl i Sverige – her er mennesker fra Eritrea den tredje største gruppe (efter Syrien og statsløse som nævnt ovenfor).  

Hvad de libanesiske myndigheder vil tænke i Beirut lufthavn, når dansk politi dukker op med far og datter, er ikke svært at gætte – det er ikke venlige tanker. DR var da også på besøg i en mindre libanesisk landsby og interviewede den lokale borgmester om flygtninge situation. Da journalisten spurgte ind til de danske politikeres forslag om, at man kunne sende syriske flygtninge i Danmark til nærområdet Libanon, spurgte han venligt, hvor mange syriske flygtninge der så befinder sig i Danmark. Da hen fik svaret, smilte han venligt og bemærkede, at det var jo færre end det antal, der var boende i hans landsby!