Før valgresultaterne blev offentliggjort i Ecuador og Peru den 11. april 2021, forudså den tidligere præsident i Bolivia, Evo Morales, muligheden for en markant venstredrejning i den sydamerikanske region.

I en situation, hvor den politiske repræsentation er i krise, viser Ecuador og Peru, hvordan stemmerne flytter sig, og uventede resultater opstår. Der er forenelige konflikter internt på venstrefløjen, og det favoriserer de politiske modstandere.

Hvis Andrés Arauz, støttet af tidligere præsident Rafael Correa, vandt den anden runde i Ecuador, og hvis Pedro Castillo vandt i Peru, ville det være muligt at genopleve billedet fra 00’erne, hvor venstrefløjen stod meget stærkt, og vække UNASUR til live igen (en regional organisation i dyb krise efter en periode domineret af højreorienterede regeringer).

Resultat blev dog, at Arauz tabte valget i Ecuador på trods af gode forudgående meningsmålinger, og Castillo fik flertallet i Peru og gik videre til anden runde mod den nyliberale kandidat, Keiko Fujimori, datter af den autoritære, tidligere præsident Alberto Fujimori.

Overraskende resultat

Det var en stor overraskelse, at venstrefløjens Andrés Arauz tabte valget i Ecuador til den konservative bankmand Guillermo Lasso. Arauz vandt første runde stort med 37,72 procent (over for Lassos 19,74 procent og Yaku Pérez’ 19,39 procent) med et løfte om at bringe Rafael Correas politiske projekt tilbage.

Mens det i første runde var en fordel at repræsentere correaisme, blev det et problem i anden runde, hvor det var umuligt for ham at udvide sit vælgergrundlag. Grunden findes i et dybereliggende problem på venstrefløjen, som Correa heller ikke formåede at løse, nemlig relationen til de oprindelige folk og deres organisationer.

Pérez, som var meget tæt på at gå videre til anden runde, bad sine vælgere om at stemme blankt i anden runde, og 16,33 procent fulgte hans opfordring. Dette afspejlede store uenigheder mellem den populistiske venstrefløj og den indigenistiske venstrefløj, det vil sige de oprindelige folk.

Correas regering skuffede de oprindelige folk på grund af dens politik i forhold til ekstraktivisme (udvinding af naturressourcer, red.) og personalisering af magten, som lå langt fra de oprindelige mål for naturrettigheder og anerkendelse af diversitet.

Begge kandidater endte altså med at tabe til højrefløjen, da hverken kontinuiteten på venstrefløjen (Arauz) eller den venstreorienterede protest (Pérez) var i stand til at kanalisere den sociale modstand mod de førte politikker, som blev udtrykt i gaderne i 2019.

Venstrefløjen i Peru

Pedro Castillos sejr i Peru var derimod uventet. I Peru er der, ligesom i Ecuador, problemer med udbredt korruption og mistillid over for politikerne, men de peruvianske stemmesedler var fragmenterede med mange kandidater fra både establishment og anti-establishment.

Castillo er lærer og vandt popularitet i forbindelse med lærerstrejker. Han definerer sig selv som venstresocialist og lovede at give magten tilbage til folket. Vælgerstøtten til ham var et oprør fra udkanten mod centralisering omkring hovedstaden Lima.

Dette bremsede den anden venstreleders ambitioner, Verónika Mendoza, hvis projekt især var forankret i byerne og bevægede sig mere mod centrum-venstre. Men det var ikke bare en konflikt mellem ’det provinsielle venstre’ og ’kaviar-venstre’.

Selv om Castillos økonomiske program er progressivt, er han konservativ i forhold til den sociale dagsorden, og han er imod abort og homoseksuelle ægteskaber. Mendoza prioriterede derimod ligestilling og LGBT-rettigheder. Det er endnu uklart, i hvor høj grad den splittede venstrefløj kan organisere sig omkring Castillo, og hvordan den ekstreme polarisering mellem Castillo og Fujimori kan ende med at favorisere sidstnævnte, hvis Castillo fremstilles som en trussel mod demokratiet. 

I en situation, hvor den politiske repræsentation er i krise, viser Ecuador og Peru, hvordan stemmerne flytter sig, og uventede resultater opstår. Der er forenelige konflikter internt på venstrefløjen, og det favoriserer de politiske modstandere.

Venstrefløjen har ikke været i stand til at foreslå en model, der giver mulighed for at samtænke økonomisk fordeling og sociale rettigheder. Det vil være vigtigt, for at forskellen mellem venstrefløjspartierne ikke bliver fjendtlige, og man kan undgå, at højrefløjen drager nytte af situationen.