Spørgsmålet om retfærdighed fylder alt for lidt i den danske klimadebat.

Klimadebatten trækkes i mange andre retninger. Tit bliver det en meget teknisk debat om bestemte løsningers fordele og ulemper. Og alt for tit bliver det en debat om økonomi.

Det ene øjeblik siger regeringen, at Danmark har en konkurrencefordel ved at være et foregangsland, det næste øjeblik kommer Venstre og siger, at det er helt galt, at Danmark er ’klimaduks’. Dansk Folkeparti er ikke kommet længere end til at tvivle på, at der overhovedet er et klimaproblem, og markedsfundamentalisterne i Liberal Alliance mener, at markedet nok skal løse det hele.

Klimaretfærdighed

FN’s Klimakonvention fra 1992 slog fast, at det skulle være et bærende princip for landenes indsats for at modvirke klimaforandringerne, at de havde et ”fælles, men differentieret ansvar” og ”respektive kapaciteter”. Det betyder kort fortalt, at de tidligt industrialiserede lande har et historisk ansvar for udledningen af størstedelen af CO2 og andre drivhusgasser og derfor også et tilsvarende stort ansvar for at løfte opgaven med at modvirke kommende klimaforandringer.

De rige lande kan købe sig fri af deres forpligtelser ved at investere i projekter i fattige lande.

Det har de industrialiserede/rige lande lige siden gjort alt for at løbe fra, startende med Kyoto-Protokollen i 1997, der indførte markedsmæssige kattelemme (Clean Development Mechanisms, CDM), så de rige lande kunne købe sig fri af deres forpligtelser ved at investere i projekter i fattige lande. Ved COP15 i 2009 kulminerede det i forhandlingsstrategien fra især det danske formandskab og USA, der ville se bort fra det historiske ansvar og kun se på de aktuelle – og fremtidige – udledninger. Så ville lande som Kina og Indien nemlig få en meget større del af ansvaret og byrden. Og siden COP15 har det været hovedkonflikten, der har forhindret en global klimaaftale.

Klimapanelets nye rapport

24.-31. oktober vil FN’s Klimapanel færdiggøre sin 5. vurderingsrapport (i København). Grundlaget er allerede kendt, men sammenfatningen til brug for politikere og den brede offentlighed vil først blive publiceret herefter. Den vil blive den nye målestok for landenes klimaindsats første gang ved COP20 i Lima.

Selv om eksperternes forudsigelser endnu en gang er strammet i retning af det faretruende, så er der desværre ikke udsigt til, at de rige (lande) vil stå ved det historiske ansvar, som objektivt set er deres. Det vil i så fald blot afspejle den sorgløse holdning, som præger størstedelen af den globale over- og middelklasse.

Klimaretfærdighed nu!

Brændstoffet til den nødvendige store omstilling kan ikke findes i rapporternes tabeller og grafer – alene! Det handler i bund og grund om en etisk stillingtagen om at vedgå sig sit ansvar for de kommende generationer og for resten af verden. Forudsætningen er en følelsesmæssig evne til at sætte sig ind i andre menneskers situation og omsætte denne empati til handling.

De sociale bevægelser, udviklings-, miljø- og klimaorganisationer, der i over 20 år har haft det etiske perspektiv på deres banner, bliver nødt til at fortsætte kampen sammen med de fattigste mennesker og de fattigste lande, som allerede nu mærker konsekvenserne af klimaforandringerne.