En værdig ældrepleje
Blogs
En værdig ældrepleje
Trods valgløfter om mere velfærd til ældre betyder den nye kommuneaftale færre ansatte til at sikre en værdig ældrepleje.
Op til folketingsvalget den 18. juni blev der lovet mere velfærd til ældre, som er afhængige af den kommunale ældrepleje.
Allerede en måned efter valget må man desværre konstatere, at de mange garantier er glemt.
Vi skal holde politikerne fast på deres mange valgløfter, og vi skal fastholde, at de ældre skal have ret til en værdig alderdom.
Den nye kommuneaftale om kommunernes økonomi for 2016 til 2019 betyder, at kommunerne skal aflevere en procent i omprioriteringsbidrag. I 2017 til 2019 uden lovning på at midlerne føres tilbage.
For ældreplejen betyder det, ifølge tal fra AE Rådet, cirka 5000 færre social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Allerede i 2016 bliver der 1128 færre social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Samtidig med et stigende antal ældre, betyder fremtiden ringere pleje og omsorg for vore svageste ældre.
Vi skal holde politikerne fast på deres mange valgløfter, og vi skal fastholde, at de ældre skal have ret til en værdig alderdom med mulighed for livsudfoldelse.
De tre organisationer – FOA, Dansk Sygeplejeråd og Ældre Sagen - har indgået en værdighedsalliance og har, med baggrund i erfaringer fra Norge og Sverige, udarbejdet 10 bud på en værdig ældrepleje:
- En bolig der passer til den enkeltes behov – også ved funktionstab
- Mulighed for at komme ud
- Mulighed for at være velsoigneret og klædt som man ønsker
- Varieret og ernæringsrigtig mad i rammer, der giver lyst til at spise
- Lindrende behandling og en værdig død
- Støtte til at kunne fungere i hverdagen og få relevant hjælp, når der er behov for det
- Forebyggelse af sygdom samt kontinuitet og faglighed i omsorg, pleje og behandling
- Mulighed for at bevare egen døgnrytme
- Tilbud om eksistentielle samtaler og samvær med andre
- Respekt, rummelighed og mulighed for udvikling
Der burde være tale om selvfølgeligheder, men flere års besparelser, omstruktureringer og effektiviseringer med ringere service til følge har desværre vist, at der er behov for at få sat ord på, hvad værdig ældrepleje er. Og det bliver endnu vigtigere i den kommende tid.
Det er vigtigt at få bred folkelig opbakning til dette værdighedsinitiativ. Og så skal der lægges pres på politikerne på Christiansborg, så de ældre får deres bid af kagen ved de kommende finanslovsforhandlinger.