Kommunernes Landsforening har indgået aftale med regeringen om kommunernes økonomi for 2019. Regionerne har også indgået en aftale for deres økonomi, som hovedsageligt handler om sundhedsområdet.

Der trænger til et opgør, hvis vi fortsat skal kaldes for en velfærdsstat.

Ens for begge aftaler er, at de ikke er økonomisk dækkende for det behov, der er for pleje og omsorg samt behandling af den meget store gruppe af borgere, der bliver ældre og mere behandlingskrævende.

Hvis aftalerne skulle medvirke til at fastholde det nuværende serviceniveau i kommunerne samt bidrage til bedre behandling på hospitalerne, skulle stigningen have været omkring 0,8 procent, mens aftalerne er landet i underkanten af 0,5 procent. Så skal man ikke have nogen særlig økonomisk uddannelse for at regne ud, at det betyder besparelser i den kommunale service samt på hospitalerne.

Nedskæringer

Kommuner og regioner skal nu i gang med at lægge budgetter for 2019. Det betyder, at vi ude lokalt skal i gang med besparelser. Der er måske flere, der tror, at nu kommer DF ved finanslovsforhandlingerne og giver ekstra midler til ældre og sundhed. Tidligere har vi fået en ældremilliard og en velfærdsmilliard.

Men selv om de er og har været målrettet ældre og sundhedsområdet, så er de efterhånden implementeret så meget i de kommunale budgetter, at de ikke længere anvendes til det, de var tiltænkt.

Hvis vi tager velfærdsmilliarden, så viser den samlede oversigt over kommunernes velfærdspolitik, at næsten 90 procent af midlerne er anvendt til flere varme hænder. Det er jo også i orden, for der er brug for flere varme hænder især indenfor pleje og omsorg.

Men når kommunerne så gennemfører besparelser og nedlægger ordinære stillinger indenfor deres egne driftsbudgetter, så går det lige op. Vi kommer nu ud i en situation, hvor der lokalt kommer flere slagsmål om, hvor der skal skæres i den kommunale service.

Rammer de svageste

Desværre ser det ud til, at også ældreområdet rammes. Man skal forstå, at de ældre, der er afhængige af offentlig service, ofte er de svageste borgere i vores samfund. Et eksempel på besparelser, som jeg har set i min egen kommune, er, nedlæggelse af dagtilbud til demente, forhøjelse af egenbetaling til mad og nedsættelse af handicaphjælp til lovens minimum.

Alle tre eksempler på at det er de svageste, der rammes. Det er ikke værdigt. Når man spørger de lokale politikere, så slår de bare ud med armene og siger, der er ikke penge nok, så vi er tvunget til at spare. Det er ikke et argument, der kan retfærdiggøre de foreslåede besparelser. Især ikke i en kommune, hvor politikerne lige har brugt et millionbeløb på at hæve egne lønninger.

Der trænger til et opgør, hvis vi fortsat skal kaldes for en velfærdsstat. Den nuværende regering har i hele deres periode gennemført en asocial politik med det formål at veksle velfærd med skattelettelser. En kommende regering må gå i spidsen for at genoprette vores fælles velfærd. Det krav må borgerne stille i den kommende valgkamp.