I tidligere blogindlæg har jeg været fortaler for, at den nye regering burde vedtage en lov om velfærd. I skrivende stund ser det ud som om, at der iværksættes flere tiltag, som er nævnt i det socialdemokratiske oplæg til en velfærdslov.

Det, der i virkeligheden er problemet, er budgetloven, der ligger som en spændetrøje over kommunerne. 

Med aftalerne om regionernes og kommunernes økonomi for 2020 er regeringen påbegyndt sit arbejde for bedre velfærd. Der er dog ikke taget tiltag til egentlige forbedringer på anden måde, end at der nu er lagt en økonomisk bund, der tager højde for, at når der kommer flere ældre, der skal have pleje, og flere børn, der skal passes, så følger der nu penge med.

Tidligere har det været sådan, at når der var flere, der skulle plejes, eller børn, der skulle passes, så blev det gennemført med besparelser, som i stor udstrækning gik ud over de ældre, der i forvejen fik ydelser fra kommunen, eller besparelser på ansatte i daginstitutioner.

Beskæring af hjemmehjælpen

I juni måned 2019 fremlagde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse af, hvordan besparelserne havde ramt ældreområdet. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik kunne det konstateres, at antallet af visiterede hjemmehjælpstimer til personer over 80 år var faldet med 25 procent fra 2008 til 2017.

På samme tid var andelen af ældre på 80 år og derover steget med 10 procent. Halvdelen af kommunerne havde et fald på mere end 25 procent, og 10 kommuner havde et fald på mere end 45 procent. En klar dokumentation for hvordan de ældres velfærd er blevet forringet gennem de seneste 10-15 år.

Pæne ord ikke omsat til handling

Jeg var selvfølgelig glad for, at vi med valget i juni fik en ny centrum-venstre regering, som i deres oplæg forud for valget og i forståelsespapiret har beskrevet deres mål med en værdig ældrepleje. Men jeg kan med de seneste budgetforlig, der er indgået i kommunerne, ikke konstatere, at de pæne ord om forbedringer er blevet omsat til handling, tværtimod.

I min egen kommune må de ældre, der modtager pleje, opleve en væsentlig forringelse af den kommunale service. Hjælp til bad og rengøring reduceres, og samtidig forhøjes prisen på mad, bare for at nævne nogle eksempler.

Forholdene for demente forringes også gennem besparelser. Også på børneområdet gennemføres der besparelser, og kommunens politikere har taget det tidligere forslag om minimumsnormeringer af budgettet i forventning om, at regeringen kommer med et forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Jeg tror også, der i øvrigt er mange forventninger til den kommende finanslov. Forventninger der måske giver skuffelser.

Budgetloven er problemet

Spørgsmålet er, hvorfor fortsætter den kommunale massakre på børne- og ældreområdet?

Når man spørger kommunalbestyrelsen, hvorfor de sparer på de ældre og børnene, bruger de begrundelsen, “vi er ramt af serviceloftet”, eller, “udligningen er skæv fordelt”. Min egen opfattelse er, at mange kommuner ikke er professionelle nok til at forudsige udviklingen i deres egen kommune, og deres meldinger til KL er undervurderet.

Tildeling af økonomi kommunerne imellem sker jo på baggrund af kommunernes egne indberetninger til KL. Både i 2017 og 2018 havde kommunerne samlet set et underforbrug på servicerammen.

Det, der i virkeligheden er problemet, er budgetloven, der ligger som en spændetrøje over kommunerne. Derfor er det glædeligt, at de økonomiske vismænd nu peger på, at der bør komme et opgør med budgetloven, så kommunerne får større frihedsgrader i planlægningen og prioriteringen af deres økonomi og dermed af den service, de yder til borgerne.

Så hvis massakren skal ændres, og vi skal have forbedringer i vores fælles velfærd, så må regeringen fjerne budgetloven og samtidig sikre en mere retfærdig udligning mellem kommunerne. Yderligere besparelser vil medføre et oprør.