Når elendige udbud skaber privat monopol
Blogs

Når elendige udbud skaber privat monopol
I Gribskov Kommune har det udskældte private plejefirma Attendo opnået privat monopol efter, at andre plejefirmaer er gået konkurs.
Den 21. maj døde en 91-årig plejekrævende borger i Gribskov Kommune formentlig som følge af groft svigt i plejen. Det private plejefirma Attendo har nu fået en alvorlig advarsel af Gribskov Kommune.
Ny forskning viser, at der ikke er økonomisk gevinst ved udlicitering af ældreområdet.
Siden 2013 har 38 private firmaer på landsplan måtte dreje nøglen om, hvilket har haft betydning for flere tusinde ældre borgere i hele landet.
Specielt Gribskov Kommune har udliciteret en større del af plejen, og der har været aftaler med flere selskaber. Det har været det politiske mål at skabe pleje med kvalitet og sikre et frit valg for borgeren. Men det er gået totalt galt, plejefirmaerne er gået ned med flaget, det ene efter det andet, og det er i dag så godt som umuligt med frit valg i Gribskov.
Markedsstyring
Der er problemer i hjemmeplejen og på private plejehjem. Er det de politiske beslutninger om serviceniveauet, eller er det den administrative styring af plejeområdet, eller begge dele, der har svigtet?
Det virker som om, der ikke har været overensstemmelse mellem de politiske beslutninger og intentionerne i udbudsmaterialet. Mange af problemerne er opstået som følge af den administrative styreform, som i hele landet har været gennemsyret af New Public Management.
Denne styreform har alene set på en større markedsorientering i den offentlig sektor, der skulle føre til en mere omkostningseffektiv forvaltning. Styreformen har på intet tidspunkt taget hensyn til den del af den offentlige sektor, der handler om sundhedsbehandling, pleje, omsorg og børnepasning. Derfor er det en stor fiasko.
Der er sikkert mange områder indenfor den offentlige sektor, hvor styreformen passer bedre, blandt andet indenfor affaldsordninger, transport, rengøring og vedligeholdelse, men også her har udliciteringer og privatiseringer af offentlige opgaver fejlet. Mange gange som følge af alt for elendige udbudskontrakter.
Mange politikere i kommunerne har ved udliciteringer fejlagtigt troet, at de ikke længere havde ansvaret for opgaven. Intet er mere forkert.
Alligevel har vi oplevet udbud indenfor ældreplejen, hvor kontrollen har været henlagt til udbyderen eller til kommunen selv, hvilket har betydet fejl og mangler i evalueringerne af opgaverne og derved en lavere kvalitet.
Op i Folketinget
Folketinget skal snart drøfte, hvordan de mange konkurser i ældreplejen undgås. En sådan drøftelse bør ende med, at der kommer konkrete forslag, som gør, at kommunerne får mulighed for at sikre ældrepleje gennem kommunale, stabile og menneskelige løsninger.
Den nyeste forskning (Ole Helby Petersen) dokumenterer, at der ikke er økonomisk gevinst ved udlicitering af ældreområdet. Når det er dokumenteret, hvorfor så fortsætte ud af den vej?
Som nævnt i indledningen er det private plejefirma Attendo udsat for stor kritik af plejen. Problemet er, at Attendo i deres bud over for kommunen har sat prisen alt for lavt. Mange af de underleverandører, der har budt ind på opgaven, er gået konkurs, og der er nu kun Attendo tilbage til at sikre sygepleje i kommunen, og derfor har de opnået et privat monopol.