Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har indgået en aftale om at indføre mere lighed i sundhed. Det skal indgå som et mål fra 2020.

53 procent af danskerne oplever, at man som patient selv er nødsaget til at insistere for at få den rette behandling.

Det er godt, at der nu er kommet et større fokus på at skabe lighed i sundhed, og det er godt, at man begynder at opstille mål. Men det, vi trænger til nu, det er, at der bliver handlet på området.

De mange besparelser, som kommunerne gennem de seneste 10-15 år har gennemført inden for pleje og omsorg, er sket samtidig med besparelser på hospitalerne.

Disse besparelser har været stærkt medvirkende til at øge uligheden i sundhed. Det fremgår blandt andet af tal fra en undersøgelse gennemført af foreningen Danske Patienter, at 53 procent af danskerne oplever, at man som patient selv er nødsaget til at insistere for at få den rette behandling.

Ressourcesvage taber

Det betyder, at ressourcestærke patienter har en fordel i behandlingssystemet, og at de ressourcesvage bliver taberne.

At der så samtidig er mange borgere, der ikke har adgang til en praktiserende læge, skaber yderligere ulighed.

En af de største årsager til, at vi ser den stigende ulighed, er uden tvivl den opgaveflytning, der foregår i øjeblikket mellem det regionale sundhedsvæsen og den kommunale sundhedsservice.

Der er virkelig mange borgere, der tabes i overgangen fra behandling på hospitalerne og til den rehabilitering, pleje og omsorg, der stilles til rådighed i ens hjemkommune.

En af de største problemstillinger, der er i den forbindelse, er spørgsmålet om, hvornår en behandling på hospitalet slutter, og hvornår kommunen overtager.

Det er nemlig spørgsmålet om, hvilken behandling kommunen skal give sin borger. Hører det under sundhedsloven, eller hører det under serviceloven.

Hvis patienten udskrives til fortsat behandling på en kommunal akutplads, fordi kommunen vil spare på udgifterne til regionen, så er det fortsat behandling under sundhedsloven og derved gratis for patienten.

Brugerbetaling

Men mange kommuner har fundet en metode til at omgå reglerne, så patienten ikke fastholdes i sundhedsloven med den gratis ydelse.

Kommunen får patienten til at vælge at blive udskrevet til specialiseret sygepleje på en akutplads, som kommunen åbenbart mener hører under serviceloven, og derved kan kommunen spare på omkostningen til indlæggelse og kræve gebyr for ydelser i forbindelse med rehabilitering, pleje med mere.

En indlæggelse på hospital koster mindst omkring 4.500 kroner per døgn. Derfor er der incitament til at få borgeren hurtig hjem og derved spare.

Samtidig med at kommunen sparer på regningen fra hospitalet, så tager den gebyr for ophold på akutplads med specialsygepleje i kommunen, en udgift som kan løbe op i cirka 4.800 kroner per måned.

Problemet er bare, at mange borgere ikke kender deres rettigheder her og ofte kommer til at betale kommunen for en sundhedsydelse, der i virkeligheden burde være gratis.

Det er brugerbetaling ind ad bagdøren, og den udvikling må stoppes.