VLAK-regeringen skærer kraftigt i velfærden
Blogs

VLAK-regeringen skærer kraftigt i velfærden
De økonomiaftaler, regeringen har lavet med kommuner og regioner, vil betyde voldsomme forringelser i velfærden. Der er lagt op til at beskære antallet af offentligt ansatte med 13.000 fuldtidspersoner frem mod 2025.
Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har indgået nye aftaler med regeringen om næste års økonomi.
Det virker nærmest som en hån, at kommuneaftalen indeholder ekstra midler til skattelettelser.
Der er afsat cirka 0,3 procent til stigning i den offentlige service og der stilles yderligere krav til effektivisering og stigning i produktiviteten.
Det betyder, at der skal skæres i den offentlige velfærd og personalet skal løbe hurtigere, for 0,3 procent er lig med nulvækst.
Det er ikke til at se, om der med økonomiaftalerne er skabt rum for, at der kan gives ekstra midler i forbindelse med den kommende finanslov. Men der skal nok gives noget til Dansk Folkeparti, som så omsættes til gruppen af ældre.
Penge forsvinder
Det kunne måske også være godt, at de ældre blev prioriteret, men desværre viser historien, at de penge, der gives som ekstra tilskud til de ældre, forsvinder i det kommunale system.
Vi har set en ældremilliard og en værdighedsmilliard blive væk i kommunerne. Kommunerne reagerer ofte ved at bruge pengene og så spare på deres egne budgetter, så de ekstra penge ikke kommer til at gavne de ældre, som de var tiltænkt.
Det er ufatteligt, at regeringen fortsat får lov til at fører så asocial en politik. Og det skyldes jo kun, at Dansk Folkeparti holder hånden under VLAK-regeringen. Vi må igen efterlyse det sociale flertal på Christiansborg.
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet havde forud for det seneste valg forslag om en stigning på 0,6 og 0,8 procent i de offentlige budgetter, hvilket ville svare til en mindre vækst.
Om det så er dækkende for den demografiske udvikling, hvor antallet af borgere over 65 og 80 år stiger eksplosivt de kommende år, er ikke til at sige. Mange mener, at forebyggelse og den teknologiske udvikling vil medvirke til at mindske behovet for hjælp og offentlig støtte til ældre i fremtiden.
Men der er igennem de senere år sparet så meget på ældreområdet, at der trænger til en genopretning, så de gamle kan få en ordentlig pleje og omsorg.
Det virker nærmest som en hån over for borgerne, at kommuneaftalen indeholder ekstra midler, som skal bruges til skattelettelser.
Det handler jo ikke kun om ældreområdet, besparelser på de offentlige budgetter handler jo også om børn og unge.
Brug for anden kurs
Ifølge en analyse fra AE Rådet har VLAK-regeringen i sin 2025-plan fastsat en målsætning om at begrænse væksten i det offentlige forbrug til 0,3 procent om året i gennemsnit i perioden 2018-2025.
Det på trods af et stigende antal ældre og børn, der vil medføre et øget behov for offentlig service. Den begrænsede vækst i det offentlige forbrug vil betyde, at der skal skæres 13.000 fuldtidsansatte i den offentlige sektor i perioden 2018-2025.
Hvis regeringens målsætning opfyldes, svarer det til, at der for eksempel skal skæres 3300 fuldtidsansatte inden for sundhedsvæsenet i forhold til i dag.
Hvis denne skæve udvikling skal vendes så der igen kommer fokus på en ordentlig offentlig service, så kræver det, at det sociale flertal træffer nye beslutninger.