30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alles kamp mod alle

Blogs

Søren Becher
A-kasseleder 3F København
A-kasseleder i 3F København. Tidligere værftsarbejder. Medlem af Landsledelsen i Kommunistisk Parti.
Blogindlæg af Søren Becher
man. 28. sep - 2020
tir. 26. nov - 2019
man. 05. aug - 2019
tir. 19. mar - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 01. marts, 2016, 05:50:30

Alles kamp mod alle

Spørgsmålet er, om den borgerlige regerings integrationspolitik rummer andet og mere end løsninger, der skaber splid i arbejderklassen? Trepartsforhandlingerne vil måske give svar herpå.

I begyndelsen af februar fremlagde regeringen et kommissorium og en plan for de aktuelle trepartsforhandlinger. Og forløbet er lagt sådan til rette, at regeringen kræver, at der indgås en "gensidigt forpligtende aftale" om integration af de mange flygtninge, før der kan åbnes for en diskussion af fagbevægelsens ideer og krav.

Det er alles kamp mod alle om de samme og alt for få ufaglærte job. Opskriften er ræs mod bunden.

Eller sagt med andre ord: Lars Løkke har på forkant fastlagt, at fagbevægelsens temaer først kan sættes til diskussion, når han har fået en aftale med fagbevægelsen om integration af flygtningene på arbejdsmarkedet.

I kommissoriet står der:

"En af de helt centrale udfordringer er den aktuelle flygtningesituation: Historisk mange mennesker søger i disse år mod Europa – og mod Danmark. Derfor indledes trepartsdrøftelserne med temaet arbejdsmarkedsintegration af flygtninge og familiesammenførte. Regeringen vil efterfølgende fortsætte trepartsdrøftelserne om andre væsentlige udfordringer for arbejdsmarkedsintegrationen af andre grupper, herunder temaer som fx tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser til unge."

Kamp om ufaglærte job

Lars Løkkes første bud på indholdet af en sådan aftale blev tidligt luftet med forslaget om at indføre en såkaldt "indslusningsløn", eller en "flygtningeløn", der ligger væsentligt under overenskomstens bestemmelser. Forslaget blev imidlertid hurtigt skudt i sænk af fagbevægelsen, der meldte hus forbi. Og dårligt var forhandlingerne begyndt, før landets beskæftigelsesminister og tidligere arbejdsgiverformand Jørn Neergaard Larsen lancerede forslaget om udbetaling af en særlig bonus til de arbejdsgivere, der ansætter flygtninge.

Regeringen spekulerer åbenbart i forskellige former for løntryk og bonusordninger til arbejdsgiverne, når flygtninge skal integreres på arbejdsmarkedet "fra den første dag", som der står i kommissoriet. Ifølge Lars Løkke Rasmussen ligger der masser af åbne jobmuligheder indenfor de ufaglærte brancheområder, og han peger konkret på rengørings- og hotelområdet. Udover den kendsgerning at ingen i dag kan komme fra gaden og gøre rent, fordi der kræves kvalifikationer, så er budskabet jo klart: De ufaglærtes arbejdsområder er sat i spil.

Ræs mod bunden

Konsekvensen kan være ligeså klar: Nemlig en regulær udstødning af ufaglærte arbejdere på ordinære vilkår og udløsning af yderligere pres på de kollektive overenskomster. Og i næste led skabelsen af åbenlys splid mellem danske arbejdere og østarbejderne, mellem de mange arbejdsløse på dagpenge og "flytning arbejderne" på særlige vilkår. Det er alles kamp mod alle om de samme og alt for få ufaglærte job. Opskriften er ræs mod bunden.

Spørgsmålet er, om den borgerlige regerings integrationspolitik rummer andet og mere end "social dumping", om den rummer andet og mere end forstærket pres på vores kollektive overenskomster, om den kun ser løsninger, der skaber splid i arbejderklassen?

Fagbevægelsen skal kende sin besøgelsestid – når der skal trækkes en streg i sandet, når det gælder kampen for egne krav og ideer.

Efter afslutningen på forhandlingernes første runde tog statsministeren så på ferie med sin hustru. Han valgte at flyve med Ryanair.

Så meget for den danske model.