Mange i fagbevægelsen satte sin lid til, at vi med den nye regering fik mere tryghed til de arbejdsløse, og at der blev sat en stopper for den borgerlige regerings mangeårige og massive mistænkeliggørelse og kontrol.

Vi fik ingen af delene.

25.000 mistede deres ret til dagpenge i de første syv måneder af 2013. 3F er hårdest ramt. Her har 6.823 mistet dagpengeretten, svarende til 27,2 procent af alle der har mistet dagpengeretten.

I kraft af et omfattende pres fra fagbevægelsen, fra mange aktive i arbejderbevægelsens politiske partier og i kraft af Enhedslistens indsats på Christiansborg blev der vedtaget en serie lappeløsninger, der midlertidigt har givet et forsørgelsesgrundlag til arbejdsløse, der ellers ville stå helt uden indtægt.

I hele forløbet har regeringen ikke vist nogen forståelse. I første omgang afviste den helt, at der kunne blive tale om en regulær social katastrofe. Verner Sand Kirk fra AK Samvirke, der med stor træfsikkerhed forklarede regeringen katastrofens omfang i efteråret 2012, blev af førende kræfter i regeringen afvist som en "mørkemand". 

Tvunget af det politiske og faglige pres fik vi så serveret de såkaldte akutpakker 1, 2 og 3 hen over årsskiftet. Politiske initiativer, der blev beskrevet som en "fuld og dækkende løsning" af finansministeren selv. De var og forblev helt uden effekt – et slag i luften!

De arbejdsløse fik stillet en løsning i udsigt, som forblev en skinmanøvre. Da den "dækkende løsning" så udeblev, og da der fortsat var stærkt fokus på spørgsmålet, blev regeringen tvunget til at indgå de politiske aftaler med Enhedslisten om en tidsbegrænset "uddannelsesydelse" efterfulgt af en ny "arbejdsmarkedsydelse".

Disse lappeløsninger var bedre end ingenting for mange arbejdsløse – men de har begrænset varighed og ligger under det almindelige dagpengeniveau. 

Regeringen har siden dagpengereformens gennemslag forklaret, at afkortningen af dagpengeperioden og fordoblingen af arbejdskravet blev gennemført for at hjælpe de arbejdsløse. Hverken mere eller mindre.

Synspunktet var og er, at de arbejdsløse skal "hjælpes" i arbejde, ikke mindst med truslen om tab af forsørgelsesgrundlag. Præcist som under den borgerlige regering står vi overfor det brutale synspunkt, at kun "tiggerstaven" har effekt i beskæftigelsespolitikken. På intet tidspunkt har det åbenbart strejfet de ledende kræfter i regeringen, at forklaringen på den store arbejdsløshed skyldes ét grundlæggende forhold, nemlig at der ikke arbejde nok i samfundet.

Og samtidig med at regeringen sætter fokus på tiggerstaven, har vi oplevet, hvordan stort set alle medier har ført store kampagner mod de arbejdsløse for at være dovne og initiativløse. 

Det seneste politiske reformskud er så regeringens kontanthjælpsreform, der indfører det nye begreb, "nytteindsats" – eller nyttejob. Her skal de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra den 1. januar 2014 arbejde for deres kontanthjælp på "nyttige" områder i samfundet. I den officielle regeringspolitik skal der med andre ord udføres samfundsnyttigt arbejde på kontanthjælpen - uden overenskomst og uden overenskomstmæssige rettigheder.

Også her oplever vi, hvordan der lægges pres på vores overenskomster og på normeringen i den offentlige sektor. De arbejdsløse på kontanthjælp skal fremover underkastes et regime, hvor "skræmmeaktivering" skal få dem væk fra de offentlige kasser. Det brutale menneskesyn fornægter sig ikke.

Opgøret med skræmmeaktivering og kampen for tryghed for de arbejdsløse er fortsat et brændende spørgsmål for fagbevægelsen. Det er en fælles opgave at fastholde presset på regeringen, at bekæmpe mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse, at fortsætte kampen for tryghed og for mere beskæftigelse i samfundet. 

Arbejdsløsheden er skabt af kapitalismen - ikke af de arbejdsløse.