Valget nærmer sig i Tyskland. Den 22. september går befolkningen i EU’s største land til stemmeurnerne. Resultatet bliver ikke bare afgørende for landet selv, men for hele EU.

Selvom Tyskland mere og mere har vist sig som den helt dominerende magt i EU, så er den tyske befolkning ikke udelt begejstret for den måde, projektet har udviklet sig på.

Modviljen mod euroen har været voksende, hvilket blandt andet har givet sig udtryk i et nyt parti, Alternative für Deutschland. Et af partiets mål er at blive repræsenteret i EU-parlamentet ved valget i maj 2014 og på nuværende tidspunkt ser det meget realistisk ud.

Først skal stemmerne i kassen, og derefter skal det overvejes at sætte grænser for EU. 

Men uviljen gælder ikke bare euroen. I en stor undersøgelse, som EU’s eget undersøgelsesinstitut, Eurobarometer, offentliggjorde for nylig, svarede 59 procent af tyskerne, at de ikke mente, at deres stemme blev hørt i EU og hele 61 procent udtrykte mistillid til EU-institutionerne som sådan.

Disse tal er måske også årsagen til nogle epokegørende udtalelser, som kansler Merkel kom med sidste tirsdag den 13. august. Til tysk tv gentog hun sit ønske om, at EU koordinerede den økonomiske politik noget tættere, men tilføjede så: ”Vi behøver ikke at beslutte alt i Bruxelles. Vi kan også overveje at give noget tilbage”.

Harmonisering

Angela Merkel er ikke den første EU-leder, som pludselig optræder med tanken om, at EU ikke skal bestemme alt.

For eksempel fastslog den hollandske regering – under ledelse af Mark Rutte fra det liberale parti - i juni, at den tid, hvor EU tilstræber ”en stadig tættere union”, er ovre og at regeringen vil imødegå forsøg på yderligere harmonisering af blandt andet landenes sociale systemer.

Disse udtalelser kan jo synes besynderlige i en situation, hvor man dagligt oplever, hvordan EU bestemmer mere og mere og blandt andet griber direkte ind i landenes sociale systemer og måder at indrette deres arbejdsmarked på.

For eksempel kunne Jyllands-Posten den 9. august fortælle, at andre EU-borgere efter blot tre måneders arbejde i Danmark, kan få dansk arbejdsløshedsunderstøttelse i to år, hvis de blot forinden har været med i en lovpligtig arbejdsløshedsforsikring i ni måneder i deres hjemland.

Da den danske understøttelse er blandt de højeste i EU, så skal der ikke meget hjerneaktivitet til at regne ud, at det vil den ikke blive ved med at være, hvis først den mulighed begynder at blive udnyttet.

Foghs hegnspæle

Så kan vi stole på Merkel? Vil hun virkelig tilbageføre beslutningskompetence fra EU til medlemslandene?

Engang havde vi i Danmark en statsministerkandidat fra Venstre, som sagde: ”Der er brug for liberale hegnspæle i form af et kompetencekatalog, der afgrænser EU i forhold til medlemslandene. Det skal være klart, enkelt og grænsesættende”.

Men selvom det stod i partiets valgprogram i 2001, så var det glemt, da først valgsejren var i hus. I stedet støttede Fogh helhjertet Forfatningstraktaten, som overførte meget mere magt til EU.

I den forbindelse er det afslørende, at Merkel efter sætningen ”Vi kan også overveje at give noget tilbage” tilføjede: ”Og den diskussion skal vi også have efter forbundsdagsvalget”. Ja, det er klart. Først skal stemmerne i kassen, og derefter skal det så overvejes at sætte grænser for EU. Præcis som Fogh i sin tid.

I sin artikel om den franske revolution – ”Louis Bonapartes attende brumaire” – skriver Karl Marx, at historiske begivenheder og personer ofte forekommer to gange: ”Den ene gang som tragedie, den anden gang som farce”.

På den baggrund kan vi vist roligt forudsige, at hvis Anders Fogh var tragedien, så bliver Angela Merkel farcen!