I de næste uger gennemfører Enhedslisten en urafstemning om opstilling til det kommende valg til EU-parlamentet. Urafstemningen er vejledende og resultatet indgår i diskussionen på partiets årsmøde den 26-28. april, som træffer den endelige beslutning.

Helt konkret skal partiets medlemmer svare ja eller nej til et forslag om, at ”Enhedslisten skal stille op til EU-parlamentsvalget i 2014 og søge valgforbund med Folkebevægelsen mod EU”.

Der kan helt sikkert fremføres gode argumenter for både det ene og det andet. Det sker da også i rigt mål blandt andet i Enhedslistens medlemsblad ”Rød&Grøn”, som alene i det sidste nummer indeholder 18 indlæg om spørgsmålet.

Til gengæld har Folkebevægelsens landsledelse besluttet at forholde sig tavs. Enkelte medlemmer af Folkebevægelsen kan selvfølgelig mene og sige præcis, som de har lyst til, men som organisation har Folkebevægelsen ingen holdning til, om Enhedslisten skal opstille eller ej.

Det, synes jeg, er en klog beslutning. Enhedslisten er kollektivt medlem af Folkebevægelsen, men Folkebevægelsen er ikke medlem af Enhedslisten. Og hvis Folkebevægelsen skulle til at blande sig i diskussioner i alle vores medlemsorganisationer, så ville vi få nok at gøre.

Derfor må Folkebevægelsen afvente Enhedslistens beslutning og så tage den til efterretning, når den kommer. Til gengæld er det så suverænt op til os at afgøre, hvordan vi vil agere i forhold til den beslutning. For eksempel om vi ønsker at indgå i et valgforbund med Enhedslisten, hvis de skulle beslutte at opstille, og i givet fald på hvilke betingelser.

Den medvind, som vi har for tiden, tyder på, at Folkebevægelsen vil få en vis opbakning, når EU-valget afholdes.

Alene Enhedslistens diskussion om selvstændig opstilling til EP-valget har udløst en stribe af dommedags-profetier om Folkebevægelsens snarlige død. For eksempel slutter et større tema i Politiken i onsdags med ordene: ”Folkebevægelsen lever endnu. Men måske skal testamentet skrives inden længe”.

En gang imellem kan man godt blive lidt træt i ansigtet af de helt forudsigelige og utrættelige forsøg på at lægge Folkebevægelsen i graven. For det minder unægtelig om noget, vi har set før.

Op til sidste EU-parlamentsvalg i 2009 kunne man fodre svin med alle de kommentatorer og eksperter, som forudså EU-modstandens endeligt. For eksempel i en såkaldt ”nyheds-analyse” i Politiken den 6. maj 2008, altså et år før valget. Heri blev det fastslået som et faktum, at ”nej-skuden synker”.

Som en kyndig ekspert citerede analysen blandt andet lederen af ”Center for Europæisk Politik” på Københavns Universitet, Marlene Wind, for at hverken JuniBevægelsen eller Folkebevægelsen havde nogen chancer for at blive genvalgt: ”Begge de to nej-bevægelser er ved at have udslettet sig selv. Jeg kan sagtens forestille mig, at de ikke får nogen valgt ind i parlamentet næste gange”, docerede hun.

I en artikel i Børsen den 4. maj 2009 under overskriften: ”EP-valg: EU-modstand fejes af banen” slog samme Marlene Wind fast, at danskerne ikke længere tror på EU-modstand og at ”tiden er nok bare passé” for EU-modstanderne.

Én måned senere – den 7. juni 2009 – fik Folkebevægelsen mod EU en markant fremgang og sit bedste valg i 15 år. Vi genvandt vores mandat i EU-parlamentet og fik flere stemmer end de radikale og Liberal Alliance – tilsammen!

Siden da er EU gået fra sin ene krise til den anden. I befolkningen er EU-kritikken vokset. Så meget, at skiftende regeringer – i strid med egne regeringsgrundlag - end ikke har turdet sende en eneste af de danske EU-undtagelser til folkeafstemning. Så mon ikke Folkebevægelsen alligevel vil få en vis opbakning, når EU-valget afholdes den 25. maj 2014? Det tyder den medvind, som vi har for tiden, i hvert fald på.

Hvis man igen og igen erklærer en eller anden for død, så får man selvfølgelig ret til sidst. For ja, vi skal alle dø engang - formentlig. Men indtil videre kan vi med sindsro sige som den amerikanske forfatter Mark Twain, da han engang blev præsenteret for sin nekrolog: ”Rygterne om min død er stærkt overdrevne”.

Eller som det hedder i det gamle mundheld: ”Den, der lyves død, lever længe”!