Enhver møntunion trækker investeringer og arbejdspladser væk fra de mindst konkurrencedygtige områder og over til de mest konkurrencedygtige områder. Det sker i en lille møntunion som den danske, hvor fænomenet blandt andet giver sig udtryk i begrebet ”udkants-Danmark”. Og det sker i den store møntunion, euroen, hvor situationen i for eksempel Grækenland taler sit tydelige sprog.

Skal denne skævvridning ikke ende i borgerkrig eller i møntunionens opløsning, så kræver det to ting: For det første en fælles regering, som fører en fælles økonomisk politik. Og for det andet en betydelig overførsel af midler fra de mere konkurrencedygtige områder til de mindre konkurrencedygtige områder.

I Danmark sker begge dele. Også selvom en del sikkert vil mene, at mere kunne gøres for at udligne forskellene mellem landsdelene. Men i euroland har man hverken en fælles økonomisk regering eller en særlig omfattende tilbageførsel af midler fra de mest konkurrencedygtige områder til de mindre konkurrencedygtige områder.

For den tyske regering hænger en omfordelingsunion uløseligt sammen med en traktatændring, hvor en fælles økonomisk regering traktatfæstes.

Og problemet for eurolederne er, at de aldrig har fået opbakning fra deres vælgere til at lave en fælles regering, som ikke bare dikterer den generelle økonomiske politik, men også erhvervspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, skattepolitikken og socialpolitikken i hvert enkelt land. De har bestemt heller ikke fået opbakning til at overføre store summer fra deres egne skatteydere til andre lande i eurozonen.

Et af de steder, hvor dilemmaet mellem ”den nødvendige politik” for at redde europrojektet og den manglende opbakning fra befolkningen i øjeblikket sætter sig sine tydeligste spor, er i Tyskland.

Tyskland som land er den helt store vinder på europrojektet. Det er ikke noget hele befolkningen nyder godt af, men det gør det tyske erhvervsliv. Og som erhvervslivets kansler har Angela Merkel da også stillet sig 100 procent bag euroen og afvist enhver idé om at genindføre D-marken.

Denne opbakning har også indebåret en principiel tilslutning til en ”omfordelingsunion”, hvor fælles penge skal bruges til at redde kriseramte banker (bankunion) eller hjælpe kriseramte eurolande (støtteopkøb af statsobligationer fra Den Europæiske Centralbank).

Men tilslutningen har været så vag, at Tyskland åbent beskyldes for at blokere for etableringen af blandt andet bankunionen. Dette fik i onsdags (17. april) en talsmand for den tyske regering på banen for at benægte, at det var tilfældet. Men han fik samtidig understreget, at for den tyske regering hænger en omfordelingsunion uløseligt sammen med en traktatændring, hvor en fælles økonomisk regering traktatfæstes.

Denne melding tjente også et taktisk formål i forhold til forbundsdagsvalget til september, hvor det nye eurokritiske parti, Alternativ for Tyskland, stiller op. Partiet, som holdt stiftende kongres i Berlin forrige søndag kræver blandt andet i sit valgprogram ”genindførelsen af nationale valutaer eller mindre og mere stabile valutaunioner. Genindførelsen af D-marken må ikke være et tabu”.

Selvom det er tvivlsomt, om partiet allerede til september vil være i stand til at passere den tyske spærregrænse på fem procent, så vurderes det, at partiet har et betydeligt vælgerpotentiale blandt euroskeptiske tyskere. Og på de interne linjer kigger partiet da også frem mod valget til EU-parlamentet i maj næste år, hvor der i Tyskland kun er en spærregrænse på godt en procent af stemmene.

Eurokritikken i Tyskland vil ikke få Angela Merkel til at opgive den møntunion, som har været til så stor fordel for tysk erhvervsliv. Men det vil få hende til at stå endnu mere fast på, at hjælp til euroens ofre skal knyttes uløseligt sammen med en traktatændring, som betyder en fælles økonomisk euroregering.

Derfor begynder der at tegne sig en helt afgørende traktatændring om etablering af eurostaten, når vi kommer på den anden side af EU-parlamentsvalget i maj 2014.

Vær beredt!