Som medlem af EU-parlamentets udvalg for forfatningsmæssige anliggender fik jeg i fredags tilsendt en mail fra Richard Corbett, der er kabinetsmedarbejder for EU-præsident Herman Van Rompuy.

I mailen stod der: ”Da jeg har fået nogle opkald herom, så tænkte jeg, at jeg lige ville lade jer vide, at mediehistorierne om, at præsident Van Rompuy og andre ”planlægger at etablere et nyt parlament udelukkende for landene i eurozonen” (endda med ”opførelse af en ny bygning”!) er helt opdigtede”.

Nu ville det ikke være første gang i historien, at et dementi viste sig at være mindre korrekt end dét, som det forsøgte at dementere. Men uanset om det er rigtigt eller ej, så er situationen tydeligvis så tilspidset, at selveste præsidenten for EU føler sig nødsaget til at dementere, at han er i gang med at planlægge en de facto splittelse af EU mellem de lande, som er i eurozonen og de lande, som er udenfor.

Det er da også ubestrideligt, at der arbejdes på højtryk for at ændre det grundlag, som vi kender for EU-samarbejdet i dag. Kilder tæt på den tyske kansler Angela Merkel forventer, at Van Rompuy allerede vil fremlægge forslag til traktatændringer med en omstrukturering af EU i det papir, som han i øjeblikket er i gang med at forberede til december-topmødet i EU.

Er det ikke snart på tide, at også danske politikere vågner op og begynder at forholde sig til den virkelighed?

Hvad er baggrunden for dette ønske om en hurtig ændring af EU? Det er naturligvis den dybe krise i hele eurokonstruktionen, som truer med at trække EU-landene ned i en langvarig økonomisk recession.

Det kan måske lyde underligt efter en uge, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) tilsyneladende skabte lidt lys for enden af tunnelen med sin annoncering af en plan om ubegrænsede støtteopkøb af kortfristede statsobligationer fra kriseramte EU-lande.

Umiddelbart betød det stigende aktiekurser og en forventning om faldende renter, når de mest gældsplagede eurolande skal låne penge. ”Det betyder, at eurozonen ikke er på vej ud over kanten på den korte bane”, vurderede underdirektør i Nykredit, Jesper Berg.

Men der er netop tale om et pusterum ”på den korte bane”. Selvom renterne på gældsbyrden går lidt ned, så består den enorme gæld jo fortsat. Den gæld kan ikke afdrages uden, at der kommer mere gang i økonomien. Og det er stort set umuligt med de stramme rammer, som lægges af Finanspagten og andre af EU’s økonomiske rammer.

Af ECB’s planer fremgår, at forudsætningen for støtteopkøb er, at det pågældende land først officielt har anmodet EU om hjælp og dermed accepteret en EU-dikteret plan for sin økonomiske politik. Præcis som vi har set det i Grækenland. Og også som i Grækenland udelukker det bestemt ikke, at landet går fallit. Dermed betyder ECB’s støtteopkøb, at banken påtager sig en risiko for store økonomiske tab. Tab, som i sidste ende skal dækkes af skatteborgerne i de øvrige eurolande.

Det er årsagen til, at en række eurolande, med Tyskland i spidsen, har været imod ECB’s linje på dette område. Og forudsætningen for, at de vil acceptere det, er, at der kommer en langt tættere styring af de enkelte landes økonomier i eurozonen i form af en egentlig finanspolitisk union. Det er i den sammenhæng, at forslaget om et særligt parlament for eurozonen er blevet bragt i spil. 

Måske vil forslaget indgå i det papir, som Van Rompuy er i gang med at udarbejde til december-topmødet. Måske vil det ikke. I virkeligheden er det mindre vigtigt. Det afgørende er, at det EU, vi har kendt i de forløbne år, er på vej i graven, og noget nyt og endnu mere centralistisk er ved at tage form.

Er det ikke snart på tide, at også danske politikere vågner op og begynder at forholde sig til den virkelighed?