De politiske grupper i EU-parlamentet modtager støtte til deres arbejde i Parlamentet. Præcis som i Folketinget. Pengene går til ansættelser, afholdelse af diverse møder, oplysningsmateriale og lignende.

Der er mange velbegrundede indvendinger mod, hvordan støtten konkret gives i EU-parlamentet. Men selve princippet om at folkevalgte får stillet visse midler til rådighed, for at kunne se magten efter i kortene, er svært at anfægte.

Men udover støtte til de politiske grupper i EU-parlamentet, så støtter EU også såkaldte ”europæiske partier”. I 2012 udgør støtten op mod en kvart milliard kroner, som fordeles mellem 13 europæiske partier.

Et simpelt flertal i EU-parlamentet kan gøre sig til dommer over, om andre partier repræsenterer de sande ”europæiske værdier”.

Fra EU’s side er formålet med denne støtte at styrke Den Europæiske Union. Eller som det forklares i et papir fra EU-kommissionen, så er de europæiske partier ”et vigtigt bidrag til at øge borgerens interesse og stemmedeltagelse i EU-valg og til at forstærke Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet”.

Om det sidste er lykkedes, kan man stille et stort spørgsmålstegn ved. Bortset fra at nogen måske kan huske, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen var formand for de europæiske socialdemokrater, så er der ikke ret mange danskere, som kan nævne bare én leder af de europæiske partier. Eller hvad partierne hedder. For slet ikke at snakke om hvad de står for!

De eksisterende europæiske partier er i høj grad et projekt for den politiske elite. Det kan kun ændres ved at nationalt baserede partier går sammen og gør en indsats for at opbygge europæiske – eller internationale – partier nedefra. Nedefra og op – det er den eneste vej til at give sådanne partier en bredere forankring.

Men det er det stik modsatte, EU gør. EU-penge stoppes i centrale europæiske apparater, som så primært bruger pengene til at lave møder og konferencer for den i forvejen involverede politiske elite.

Naive mennesker havde måske håbet, at det ville EU-kommissionen ændre på, da den i forrige uge offentliggjorde sit forslag til reviderede retningslinjer for støtte til europæiske politiske partier. Men nej. Dertil har systemet med at købe den politiske elite med kontante tilskud åbenbart virket for godt.

En af de mere absurde ting, som Kommissionen fastholder i sit forslag, er den hidtidige sammenblanding mellem politik og administration.

Ifølge reglerne er forudsætningen for, at et europæisk parti kan få tilskud fra EU, at det baserer sig på de ”europæiske værdier”, som fremgår af EU-traktatens artikel 2 og af det såkaldte ”Charter om grundlæggende rettigheder”. Ikke bare i sit program og sine handlinger, men også i handlinger udført af tilsluttede medlemmer.

Men disse ”europæiske værdier” kan naturligvis fortolkes. For eksempel har EU-domstolen jo fortolket chartrets beskrivelse af strejkeretten på den måde, at det er forbudt for danske arbejdere at strejke, for at sikre tilrejsende udenlandske arbejdere de samme løn- og arbejdsvilkår, som dem selv.

Og hvem skal så løbende fortolke om et ”europæisk parti” overholder ”europæiske værdier”? Det skal såmænd EU-parlamentet, hvor et simpelt flertal kan beslutte at, et parti ikke lever op til de ”europæiske værdier” og derfor ikke kan få støtte. En beslutning som i øvrigt vil betyde, at der bliver flere penge til at fordele mellem dem selv.

En lignende sammenblanding har vi engang oplevet i Danmark. I 1996 ophøjede Folketinget sig til dommer og vedtog en lov, som fratog navngivne Tvind-skoler retten til tilskud efter den generelle lov om tilskud til skolevirksomhed, som Folketinget også havde vedtaget. Efterfølgende fastslog Højesteret, at der var tale om et klokkeklart grundlovsbrud og loven blev ophævet.

Det vil ikke ske i EU. Men det gør det ikke mindre smagløst, at et simpelt flertal i EU-parlamentet kan gøre sig til dommer over, om andre politiske partier nu også repræsenterer de sande ”europæiske værdier”.