I en koordineret aktion forlod tre ledende medlemmer i sidste uge SF for i stedet at tilslutte sig Socialdemokraterne. En af dem er min kollega i EU-parlamentet, Emilie Turunen. Hun forlader dermed også EU-parlamentets grønne gruppe, hvor SF er tilsluttet, for at blive medlem af den socialdemokratiske.

Jeg kunne ikke drømme om at kritisere nogen for at skifte politisk opfattelse – eller for den sags skyld parti. Tværtimod ville politisk arbejde – for eksempel mod EU – være temmelig formålsløst, hvis ikke man havde troen og håbet på, at folk kan ændre opfattelse som resultat af gode argumenter og dårlige erfaringer.

Til gengæld har jeg lidt sværere ved at forstå, at valgte politikere, som skifter politisk ståsted og parti, alligevel føler sig kaldet til at bevare den post, som de er blevet betroet. Dette gælder naturligvis især, når denne post tydeligvis ikke er opnået gennem egen opbakning, men gennem opbakning til det parti, som de nu forlader.

Hvis jeg vågner op en morgen og er blevet EU-tilhænger, så skal jeg nok aflevere mit mandat tilbage til Folkebevægelsen mod EU!

Ved sidste EU-parlamentsvalg fik SF 371.603 stemmer, hvilket gav to mandater til henholdsvis Margrete Auken og Emilie Turunen. Sidstnævnte fik 37.330 stemmer hvilket i sig selv ikke engang rakte til et kvart mandat. Emilies plads i EU-parlamentet er altså alene takket være alle de SF-vælgere, som ikke stemte på hende. Ikke mindst de over 200.000, som stemte personligt på Margrete Auken.

Det er ikke noget argument mod, at Emilie skal have lov til at skifte parti. Men det er måske nok et argument for, at det er lige flot nok bare at tage SF’s mandat med sig over til Socialdemokraterne. I hvert fald kan jeg garantere, at hvis jeg vågner op en morgen og er blevet EU-tilhænger, så skal jeg nok aflevere mit mandat tilbage til Folkebevægelsen mod EU!

Så undgår man nemlig også at komme i den situation, hvor man bliver nødt til i al offentlighed at stemme imod synspunkter, som man indtil for kort tid siden forsvarede. For uanset, hvor meget Emilie Turunens "mavefornemmelse" har det godt med at være blevet socialdemokrat, så skal man ikke underkende den politiske forskel, der er mellem EU-parlamentets grønne gruppe og så den socialdemokratiske.

Emilie har været et meget loyalt medlem af den grønne gruppe og har i over 95 procent af alle registrerede afstemninger stemt som gruppen. Men i næsten 25 procent af afstemningerne har den grønne gruppe stemt anderledes end den socialdemokratiske gruppe. Stemmemæssigt vil der derfor være tale om en markant forandring, når hun fremover stemmer sammen med sine socialdemokratiske venner.

Og den forandring går ikke bare fra de grønne til Socialdemokraterne, men i virkeligheden også fra de grønne til de kristelige/konservative. I hvert fald viser opgørelsen, at den socialdemokratiske gruppe i langt højere grad stemmer sammen med den kristelige/konservative gruppe (ca. 73 procent) end den grønne gruppe gør (cirka 57 procent).

Et synligt udtryk for dette skifte er finansskatten, som Emilie Turunen har været en varm fortaler for, såvel i EU-parlamentet som i den hjemlige debat: "Jeg er rystet over regeringens modstand", sagde hun for en måneds tid siden og tilføjede: "Regeringen er åbenbart blevet forstokket og principiel i sin modstand i stedet for at være rationel og snusfornuftig og kigge på substansen i det nye forslag. Jeg synes, det er ret syret".

Syret eller ej. Som nyudklækket socialdemokrat vil Emilie Turunen i hvert fald rette ind. "Når man søger optagelse i et nyt parti, kræver det altså bare en ekstra ydmyghed i forhold til, at der er et fællesskab, der har taget en beslutning. Og den er man som konsekvens også nødt til at være loyal over for", sagde hun i torsdags til Politiken.

Fair nok. Men når Emilie Turunen fremover nede i EU-parlamentet sammen med de danske socialdemokrater og de kristelige/konservative stemmer mod forslag om en skat på finansielle transaktioner, så var det næppe lige, hvad de 371.603 vælgere, som stemte på SF til sidste EP-valg, havde forventet.

Mavefornemmelser eller ej!