I den seneste tid har jeg lagt en pæn del af mit arbejde i EU-parlamentet i "Det særlige udvalg om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge" (CRIM). Det er et midlertidigt udvalg, som blev udpeget for et år siden, og som har til opgave at fremkomme med forslag til, hvordan de plager bekæmpes, som fremgår af udvalgets navn.

Det endelige forslag skal udarbejdes i løbet af efteråret og vedtages af EU-parlamentet som optakt til den kommende valgkamp. Men allerede i tirsdags vedtog udvalget en såkaldt "midtvejs-rapport", som skal diskuteres på juni-samlingen, og som kommer til at danne grundlag for indholdet i den endelige rapport.

Spørgsmålet om organiseret kriminalitet er ikke noget lille spørgsmål, hverken i økonomisk omfang eller hvad angår samfundsmæssig indflydelse.

For nylig vurderede EU-præsident van Rompuy, at EU’s medlemsstater hvert år mister 1.000 milliarder euro på grund af skattesvig og skatteunddragelser. Det svarer til Spaniens samlede bruttonationalprodukt.

Der er god grund til at gøre noget, før man når det punkt, hvor det reelt er organiserede kriminelle, som bestemmer i både staten og erhvervslivet.

Kommissionen har tidligere anslået, at omkostningerne ved korruption for EU beløber sig til 120 milliarder euro om året. Og alene den ulovlige handel med cigaretter betyder en manglende indtægt for statskasserne på 11 milliarder euro om året.

For at de organiserede kriminelle kan få fuld glæde af disse enorme summer, finder de deres vej ind i den mere almindelige økonomi gennem hvidvaskning. Dermed kommer organiserede kriminelle til at kontrollere banker, byggevirksomheder, forretninger med mere. Og for at kunne fortsætte den aktivitet køber kriminaliteten sig indflydelse i det politiske system, i politi og retsvæsen samt i statens administration på både lokalt, nationalt og overnationalt niveau.

Sådanne forbindelser er ikke nogen nyhed. Det har været kendt under forskellige former i århundreder. Men med den generelle globalisering, afreguleringen af finanssektoren og med etableringen af EU’s grænseløse indre marked er fænomenet eksploderet. Derfor er der bestemt grund til at gøre noget, før man når det punkt, hvor det reelt er organiserede kriminelle, som bestemmer i både staten og erhvervslivet.

I CRIM-udvalget har vi haft mange diskussioner om, hvad der skal gøres. Jeg har slået på nødvendigheden af mere kontrol med kapitalen, mere åbenhed og mere magt til civilsamfundet som helt afgørende elementer i en effektiv kriminalitetsbekæmpelse. For hvordan tror man for eksempel, at man kan bekæmpe sort arbejde uden en stærk og effektiv fagbevægelse?

I den diskussion har vi da opnået enkelte sejre. For eksempel da udvalget i tirsdags vedtog en opfordring til afskaffelse af bankhemmeligheden, da banker i et ikke ubetydeligt omfang fungerer som hvidvaskningscentraler og redskaber for organiseret kriminalitet. Til gengæld lykkedes det ikke at få udvalgets opbakning til, at åbenheden også skal udstrækkes til at gælde forretningshemmeligheden og skatteindbetalinger.

I det hele taget er der for meget traditionel tænkning i udvalgets rapport. For hvis strenge straffe og et hav af forskellige politimyndigheder virkelig hjælper i kampen mod mafia-kriminalitet, hvorfor er for eksempel Italien så velsignet med begge dele?

Det lader til, at EU-lederne vil bruge den kommende tid til at fremstille sig selv som "tough on crime", ikke mindst korruption og skattekriminalitet. Men det er svært at tage alvorligt. Det er de samme mennesker, som netop har sørget for, at Kroatien den 1. juli bliver EU’s medlem nummer 28.

Som netop dokumenteret af det amerikanske finansselskab Ernest & Young er Kroatien et af de mest korrupte lande i hele Europa. Men landet regeres også af en kriminel sammensværgelse, som ikke bare brugte Jugoslaviens sammenbrud til at berige sig selv i et perverst omfang, men også til at underlægge sig staten og dens apparat.

Så det er næppe derfra, vi skal vente den allerstørste entusiasme i kampen mod den organiserede kriminalitet i EU.