30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Patentløgnen

Blogs

Søren Søndergaard
MEP for Folkebevægelsen mod EU
Født 16. august 1955 i Kyndby. Metalarbejder og faglærer. Bor i Gladsaxe. Medlem af Europa Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU siden 2007. Tidligere MF for Enhedslisten.
Blogindlæg af Søren Søndergaard
tor. 13. feb - 2014
tir. 04. feb - 2014
tir. 28. jan - 2014
tir. 21. jan - 2014
tir. 14. jan - 2014

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 15. oktober, 2013, 09:30:01

Patentløgnen

Propagandakampagnen for EU’s patentdomstol er allerede i gang, men statsministeren burde holde sig fra halve sandheder og hele løgne.

Lad mig først starte med at gøre noget, som jeg ikke gør så tit: Rose regeringen! For regeringen skal have ros for at have opgivet den dødssyge idé om at gennemføre en isoleret folkeafstemning om EU’s patentdomstol umiddelbart inden vælgerne alligevel skal stemme til EU-parlamentsvalget søndag den 25. maj 2014.

Det eneste formål med det ville være at spekulere i en så lav stemmedeltagelse, at patentdomstolen ville blive vedtaget – også selvom et flertal stemte imod. Da der er tale om en suverænitets-afstemning, skal der nemlig ikke alene være et flertal imod for at forkaste forslaget, men dette flertal skal også – i henhold til Grundlovens paragraf 42 stykke fem  – udgøre mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede vælgere i Danmark.

En sådan fremgangsmåde ville ikke bare være politisk plattenslageri, som jeg beskrev i min blog fra den 2. juni. Det ville også koste skatteborgerne en mindre formue. Ifølge økonomi- og indenrigsministeriet et beløb i omegnen af 100 millioner kroner.

Derfor skal regeringen roses for, at den i sidste ende valgte den demokratiske og mest økonomisk bæredygtige løsning. Eller med statsministerens ord fra folketingets åbningsdebat den 1. oktober: "Regeringen ønsker at vedtage denne sag i Folketinget. Men såfremt der ikke er opbakning til det fælles patentsystem fra fem sjettedele af Folketinget, vil der blive afholdt en folkeafstemning den 25. maj 2014 i forbindelse med valget til Europa-parlamentet".

Regeringen og DI i alliance

Så langt, så godt. Men ingen roser uden torne. For i en uskøn alliance med blandt andet den administrerende direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, og oppositionens leder af første klasse, Lars Løkke Rasmussen, har statsministeren nemlig kastet sig ud i en propagandaoffensiv for patentdomstolen, som bygger på halve sandheder og hele løgne.

For eksempel forsøger de at give befolkningen det indtryk, at hvis Danmark ikke tilslutter sig EU’s patentdomstol, så medfører det enorme omkostninger for virksomhederne, som skal rundt i hvert enkelt EU-land og søge patent.

Befolkningen må kunne forlange, at statsministeren – med det apparat, hun har til sin rådighed – holder sig nogenlunde til kendsgerningerne og undlader at sprede løgne.

"Patentdomstolen betyder, at vores virksomheder slipper for en masse bøvl og omkostninger med at beskytte deres patenter i hele Europa. Bundlinjen er, at nogle politikere gør det sværere at være innovativ i Danmark", sagde Karsten Dybvad i forbindelse med DI’s årlige topmøde den 24. september, hvor Helle Thorning optrådte med samme budskab.

Nu er det jo en kendt sag, at EU-tilhængerne ikke er sarte med deres argumenter, når det gælder om at få mere EU. Da EU-patentdomstolen i 2012 blev vedtaget i EU, begyndte jeg derfor at samle dokumentation, som kunne bruges til at imødegå den forudsigelige skræmmekampagne.

Det ærede medlem har ret

Helt konkret spurgte jeg for eksempel den 1. august 2012 EU-kommissionen om følgende: "Kommissionen bedes oplyse, om enhver Unionsborger eller juridisk person i Unionen har ret til at rejse en sag ved EU’s kommende Patentdomstol, uanset om vedkommende er statsborger, bosat eller har hjemsted i et land, som ikke i første omgang tilslutter sig aftalen om Patentdomstolen (for eksempel Italien og Spanien)”.

Et par måneder senere svarede kommissær Michel Barnier "bekræftende på det ærede medlems spørgsmål" og fortsatte blandt andet: "Det vil derfor ikke være parternes nationalitet eller hjemsted, der er afgørende for den fælles patentdomstols kompetence, men det pågældende europæiske patents geografiske dækning" (se hele svaret her:http://www.europarl.europa.eu/sides/getAllAnswers.do?reference=P-2012-007533&language=DA).

Kort sagt: Uanset om Danmark tilslutter sig EU’ patentdomstol, så har danske virksomheder og opfindere mulighed for at søge ét patent, som gælder i alle tilsluttede lande. Det er altså faktuelt forkert, at det vil være "dyrt og besværligt" (som statsministeren sagde i sin åbningstale), hvis Danmark vælger at stå udenfor patentdomstolen.

Jeg forlanger selvfølgelig ikke, at statsministeren skal bruge tid på at læse EU-kommissionens svar på mine spørgsmål (selvom hun måske skulle overveje det). Men jeg synes, at befolkningen må kunne forlange, at statsministeren – med det apparat, hun har til sin rådighed – holder sig nogenlunde til kendsgerningerne og undlader at sprede løgne. Det gælder også patentløgne!