Natten til lørdag meddelte det amerikanske udenrigsministerium officielt, at den iranske modstandsorganisation, PMOI, er blevet fjernet fra terrorlisten. Det er udenrigsminister Hillary Clinton selv, der har truffet beslutningen.

Beslutningen betyder afslutningen på et 15 år mørkt kapitel, hvor terrorstemplingen er blevet brugt som et politisk våben til at belønne det autoritære iranske regime ved at sætte deres værste fjender på en terrorliste og dermed vanskeliggøre deres muligheder for at fungere.

Da Bill Clinton-administrationen i oktober 1997 satte PMOI på terrorlisten blev det blandt andet begrundet med, at det var en ”goodwill-gestus til den nyvalgte moderate præsident Mohammad Khatami” i Iran. En ”goodwill-gestus”, som dog ikke forhindrede denne påståede ”moderate” præsident i at accepterer, at modstandere af det iranske mullah-diktatur blev fængslet, torteret og henrettet.

Det er skandaløst, at regeringer uden en domstolsafgørelse kan placere en organisation på en terrorliste.

Beslutningen om at fjerne PMOI fra terrorlisten blev næppe truffet med den store glæde. I hvert fald ventede Hillary Clinton til sidste øjeblik inden den deadline den 1. oktober, som det amerikanske retsvæsen havde sat.

Nøjagtig det samme skete i sin tid i EU. Her blev PMOI sat på terrorlisten i 2002 på initiativ af England, som havde store erhvervsinteresser i Iran. Men efter en række retssager besluttede den øverste engelske retsinstans at pålægge regeringen af fjerne PMOI fra den engelske terrorliste, hvilket omsider skete i 2008.

I en kendelse blev placeringen af PMOI på den engelske terrorliste ikke bare karakteriseret som ulovlig, men også som ”pervers”. Adspurgt af en journalist om det ikke var usædvanligt, at en engelsk domstol kaldte en regeringsbeslutning for ”pervers”, svarede den høje dommer, at det var det, men han anså betegnelsen som fuldt ud dækkende efter at have haft adgang til alle dokumenter i sagen!

Alligevel betød det ikke umiddelbart, at PMOI blev fjernet fra EU’s terrorliste. Det blev voldsomt bekæmpet af blandt andet den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, som hævdede at ligge inde med uigendrivelige beviser mod PMOI. Beviser, som han dog beklageligvis ikke ønskede at løfte sløret for. Så først efter tre afgørelser fra EU-retten om at fjerne PMOI fra EU’s terrorliste skete det så endeligt i januar 2009.

Grundlæggende er det skandaløst og dybt krænkende for retsbevidstheden, at regeringer uden en domstolsafgørelse kan placere en organisation på en terrorliste – med alle de konsekvenser, som det indebærer. Og det bliver endnu mere skandaløst af, at de samme regeringer i årevis kan fastholde organisationen på listen selvom gentagne domstolsafgørelser slår fast, at det er uden grundlag.

For det at blive placeret på en terrorliste har store konsekvenser. I tilfældet PMOI er det for eksempel blevet brugt som argument mod, at de tusinder af ubevæbnede medlemmer, som befinder sig i Irak under kummerlige forhold og konstante overgreb, kan få asyl i andre lande.

Da det forhenværende socialdemokratiske folketingsmedlem, Jens Christian Lund, sidste år henvendte sig til Udenrigsministeren for at få Danmark til at tage imod nogle af de sårede PMOI’ere fra Irak, så blev det afvist af Villy Søvndal blandt andet med henvisning til, at PMOI ”er kendt for at være på den amerikanske terrorliste”.

For den ellers så EU-begejstrede Søvndal var det tilsyneladende vigtigere, at PMOI stod på USA’s terrorliste, end at de var blevet pillet af EU’s.

Men nu står PMOI så heller ikke længere på den amerikanske terrorliste. Ikke takket være politikere som Per Stig Møller og Villy Søvndal, men fordi der trods alt findes dommere, som ikke vil acceptere at bruge terrorstemplet som et politisk våben og sætte folk på en terrorliste uden bevis.

Måske var det på tide, at hele dette terrorlistesystem blev kigget grundigt efter i sømmene!