Forhistorien er meget enkel: EU har i årevis haft en fiskeriaftale med Marokko, som har givet EU ret til at fiske i farvandet tilhørende det marokkansk besatte Vestsahara. Da aftalen skulle forlænges sidste år slog EU-parlamentet bremserne i med henvisning til, at aftalen ikke kom den oprindelige befolkning i det besatte Vestsahara til gode, og at Marokko i øvrigt ikke lever op til elementære demokratiske principper.

Men EU-kommissionen tager som bekendt aldrig et nej for et nej. For den er det langt vigtigere at have et godt forhold til det marokkanske kongedømme end at støtte befolkningens sociale og demokratiske rettigheder. Derfor er EU-kommissionen nu ved at forhandle en ny aftale med Marokko, som de så vil forsøge at få presset gennem EU-parlamentet. Blandt andet med henvisning til hvor mange arbejdspladser, det vil sikre fiskeriindustrien i EU.

For at forberede mig til den diskussion tilmeldte jeg mig en delegationstur til Vestsahara fra den tredie til den syvende januar arrangeret af "Afrika Kontakt". Ud over Dennis O’Brian fra "Afrika Kontakt" bestod delegationen af Christian Juhl fra Enhedslistens folketingsgruppe, min assistent i EU-parlamentet Henrik Bang Andersen og mig selv.

Selvfølgelig havde jeg på forhånd regnet med, at vores besøg kunne vække en vis interesse hos de marokkanske myndigheder. Hvis de altså i det hele taget opdagede vores besøg. Men hvorfor skulle de dog det? Det var jo ikke ligefrem noget, vi har opreklameret.

Men her tog jeg fejl. Allerede fredag formiddag ved afslutningen af et møde med nogle marokkanske menneskerettighedsaktivister på vores hotel i Casablanca kunne de fortælle, at vi blev overvåget af sikkerhedstjenesten. Ikke som noget særligt, blot som en venlig forbrugeroplysning.

Der eksisterer stadig en oprindelig befolkning i Vestsahara, som protesterer mod undertrykkelsen og fastholder sit krav om at genvinde sin selvstændighed.

Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at vi blev udsat for et større forhør, da vi fredag aften ankom til lufthavnen i Laayoune, som er hovedbyen i det besatte Vestsahara. - Hvem er det af jer, som er parlamentarikere, spurgte de blandt andet og viste dermed, at deres hjemmearbejde var i orden. Alligevel blev jeg lidt overrasket, da vi lørdag morgen kom ud af vores hotel og opdagede, at vi blev overvåget af en mindre hær af sikkerhedsfolk, som til fods, på knallerter og i biler fulgte vores mindste bevægelse indtil vi søndag aften tog tilbage til lufthavnen.

Nu kan jeg godt leve med at have den marokkanske sikkerhedstjeneste i hælene. Og fred med, at de tog billeder i tonsvis og tydeligvis gennemrodede vores bagage, mens vi var væk fra hotellet. Men helt så uskyldigt er det jo ikke for de menneskerettighedsforkæmpere, som vi mødte. For dem er det alvor!

Sikkerhedstjenestens magtdemonstration handler om at sende et signal om, at de skal holde sig væk fra udlændinge. Præcis som det var et signal, at vores chauffør – da han havde kørt os til en lille fiskelandsby blev idømt en fartbøde på en halv ugeløn for at have overtrådt en fartbegrænsning på 100 km. Ganske vist viste fotoet, at han kun havde kørt 71 km, men som den flinke trafikbetjent undskyldende sagde, mens han pegede på sin mobiltelefon: - Ordre oppefra!

Og hvad er det så, som de marokkanske myndigheder gerne vil skjule? Det er, at der efter 38 års besættelse og forsøg på at ændre befolkningssammensætningen, efter massiv undertrykkelse, over 500 forsvindinger, politiske fanger, tortur og tæv stadig eksisterer en oprindelig befolkning i Vestsahara, som protesterer mod undertrykkelsen og fastholder sit krav om at genvinde sin selvstændighed.

Det er ikke rart for Marokko, at det kommer frem. Og det er heller ikke rart for EU. For det er jo i klokkeklar modstrid med den eksisterende associeringsaftale mellem EU og Marokko, hvor det allerede i artikel to slås fast, at den bygger på "respekten for de demokratiske principper og menneskerettighederne, som de er stadfæstet i verdenserklæringen om menneskerettighederne".

Er der noget Marokko ikke gør, så er det at overholde menneskerettighederne og især ikke i det besatte Vestsahara. Derfor bør Danmark følge Sveriges eksempel og anerkende Vestsahara som en selvstændig stat. Og derfor bør EU-parlamentet endnu engang blokere for, at Marokko skal have lov til at tjene penge ved at sælge det besatte Vestsaharas fisk til EU.

I Folkebevægelsens idegrundlag står der, at vi går ind for "folkenes frihed og selvbestemmelsesret". Derfor er der heller ingen tvivl om, hvor vi står i den kamp!