Beskeden "Velkommen til Tyrkiet" tikkede ind på min mobiltelefon, da jeg i den forløbne uge landede på Cypern for at deltage i en række møder. Samtidig blev jeg også oplyst om, at samtaleprisen til Danmark var otte kroner pr. minut – eller 5,31 kroner mere end hvis jeg havde befundet mig i et EU-land.

Formålet med besøget var blandt andet at få nærmere oplysninger om situationen i landet, efter at Cypern har søgt om et lån fra EU’s såkaldte stabilitetsmekanisme. Ligesom i Irland er behovet for lånet ikke skabt af et permanent overforbrug på de offentlige udgifter, men af en ruineret banksektor.

Hvor det i Irland var et kollaps i ejendomsmarkedet, som førte til bankernes sammenbrud, så skal baggrunden for de cypriotiske bankers krise hentes i Grækenland. Af historiske grunde har de cypriotiske banker en stor del af deres penge investeret i græske banker. Og da EU i begyndelsen af året gennemtvang en såkaldt "haircut", hvor de private investorer i græske banker fik barberet deres tilgodehavender ned, så blev aben dermed sendt videre til Cypern.

Konkret har Cypern nu søgt om lån i EU’s stabilitetsmekanisme på 11,5 milliarder euro (cirka 85 milliarder kroner). I den store sammenhæng er det ikke voldsomt meget, men Cypern er et lille land og beløbet svarer til godt og vel 60 procent af landets bruttonationalprodukt, BNP.

Men selvom EU’s håndtering af krisen i Grækenland bærer en vigtig del af ansvaret for, at krisen nu rammer Cypern så hårdt, så udstedes der ingen badebilletter. Den i Sydeuropa mere og mere forhadte "trojka" – bestående af repræsentanter for EU, Den Europæiske Centralbank og for Den Internationale Valutafond (IMF) – har allerede opstillet en række krav til den cypriotiske regering.

På et møde i onsdags med Cyperns præsident, Demetris Christofias fra det venstreorienterede AKEL-parti lagde han ikke skjul på, at der var en række af Trojkaens krav, som han fandt helt uacceptable.

For eksempel har Trojkaen stillet krav om privatisering af statslige virksomheder, som i årevis har givet solide overskud og på den måde bidraget positivt til den cypriotiske økonomi og landets udvikling. Alligevel skal de nu privatiseres for på kort sigt at få nogle penge i kassen. Den ideologiske undertone i EU’s politik fornemmes tydeligt.

Det samme er tilfældet på et andet område, hvor der er stor uenighed, nemlig omkring en inflations-baseret lønregulering. Den cypriotiske regering har foreslået at gøre den indtægtsgradueret, så de højeste lønninger får en lavere procentdel. Men det ser ikke ud til at fornøje Trojkaen, som kræver ordningen helt fjernet.

Cypern står overfor EU, som er klar til at sætte hele sin magt ind på at tvinge landet til underkastelse.

Den cypriotiske regerings forsøg på at sætte sig op mod Trojkaen kan kun kalde på støtte, men situationen er uhyre vanskelig. Ikke alene er kassen så tom, at der ikke er råd til at udbetale næste måneds løn til de offentligt ansatte. Men Cypern står også overfor EU, som er klar til at sætte hele sin magt ind på at tvinge landet til underkastelse.

Og her kan vi så passende komme tilbage til begyndelsen. For den styrke, som EU udviser for at få et lille medlemsland til at gennemføre asociale nedskæringer, den mangler fuldstændig, når det gælder om at forsvare det samme lille land mod en ulovlig besættelse.

Siden 1974 har det nordlige Cypern været besat af Tyrkiet. I den periode er den oprindelige tyrkisk-cypriotiske befolkning faldet fra 118.000 til cirka 80.000. Til gengæld er der blevet overført store befolkningsgrupper fra det tyrkiske fastland. Ud over de 40.000 tyrkiske besættelsestropper (med dertilhørende familier!) så er der også kommet hundredetusinder af bosættere. Præcis hvor mange er ikke offentligt, da det er ulovligt i henhold til international lov, men det vides, at der er registreret over 600.000 mobiltelefonnumre i det nordlige Cypern.

Overfor denne opførsel fra Tyrkiets side er EU ikke særlig fast i kødet. EU har tværtimod indgået en toldunionsaftale med Tyrkiet, som hverken bliver draget i tvivl af, at Tyrkiet for nylig helt åbenlyst har truet med militære angreb på Cypern eller ved, at Tyrkiet har nægtet at forhandle med Cypern som formandskabsland for EU.

I den tyrkiske propaganda er det nordlige Cypern ikke besat, men er en selvstændig stat under navnet "Nordcyperns tyrkiske republik". Hvor kulisseagtig denne stat er, illustreres præcist ved, at når man lander på Cypern og bliver fanget ind af mobilmasterne på Nordcypern, så bydes man "velkommen til Tyrkiet".

Og EU? De er mere optaget af at gennemtvinge privatiseringer og asociale nedskæringer!