For min skyld kan folk spise hest alt det, de har lyst til. I hvert fald lige så meget, som de kan spise for eksempel ko, kalv, kyllinger eller kulmule. Så længe altså at dyrene er blevet behandlet ordentligt, inden de har fået turen omkring slagteriet for at ende på middagsbordet.

Det er altså ikke forekomsten af hest, som forarger mig i den igangværende hestekødsskandale. Men det, som skandalen er et udtryk for, nemlig at EU’s fødevarekontrol er brudt ynkeligt sammen,  og at vi som forbrugere er blevet prisgivet organiserede kriminelle og skrupelløse fødevarefabrikanter i det indre markeds hellige navn.

I EU er dyr en vare, som både i levende og frossen stand skal underlægges den grænseløse fri bevægelighed indenfor EU. Derfor er det slet ikke udsædvanligt, at svinekoteletten har været på europa-rundfart, før den kommer på panden.

I den aktuelle hestekødsskandale blev hestene slagtet i Rumænien, solgt til Holland, videresolgt til Cypern for derefter at blive opkøbt af et fransk firma, som sendte kødet til forarbejdning på en fabrik i Luxemburg, hvorefter det færdige produkt via det svensk-baserede Findus blev sendt rundt til kølediskene i stort set samtlige EU-lande.

Vi som forbrugere er blevet prisgivet organiserede kriminelle og skrupelløse fødevarefabrikanter i det indre markeds hellige navn.

Men EU’s indre marked er ikke bare et indre marked for varer, men også for organiseret kriminalitet. Så undervejs på kødets rejse blev det "forvandlet" fra at være billigt hestekød til at være dyrt oksekød. Og superprofitten røg lige i lommerne på de kriminelle, som så kan bruge dem til at bestikke embedsmænd og politikere og på den måde blive stærkere og endnu mere magtfulde. Det er fand’me uhyggeligt, du!

Derfor er det også århundredets underdrivelse, når topfolk i EU betegner hestekødsskandalen som et "mærkningsproblem". Naturligvis har de ret i, at det i sig selv er en skandale, at pakkerne ikke indeholdt dét, der stod på etiketten. Når der står oksekød uden på pakningen, så skal forbrugerne selvfølgelig kunne stole på, at der er oksekød inde i pakningen.

Men den egentlige skandale er jo, at dette kunne finde sted i månedsvis uden at det blev opdaget og stoppet. Og uden at man kan garantere, at der ikke ude i butikkerne er mange andre eksempler. I den konkrete sag blev problemet først opdaget da de irske fødevaremyndigheder den 16. januar tilfældigvis testede 27 burgerprodukter og fandt spor af heste-DNA i 10 af dem. For nogles vedkommende op til 75 procent hestekød i en okseburger!

Jamen hestekød er jo ikke farligt, vil nogen så sige. Og det er også helt rigtigt, at hestekød i sig selv ikke er farligt. Med mindre det altså er fyldt med medicinrester, fordi det kommer fra heste, som er blevet medicineret mod forskellige sygdomme. For eksempel heste-AIDS, som har været rimelig udbredt i netop Rumænien.

Men hvis det kan lade sig gøre for organiserede kriminelle og fødevareindustrien at snyde med kødets art, så kan de naturligvis også snyde med kødets kvalitet. Derfor er den barske kendsgerning, at myndighederne i dag hverken kan garantere dyreart, kvalitet eller sundhed, når det gælder færdigvarer. Kødprodukternes uhæmmede rejse gennem EU viser et fødevaremarked, der er ude af kontrol.

På kort sigt er den eneste løsning, at der etableres en effektiv dansk fødevarekontrol, som ikke udliciterer kontrolopgaven til udenlandske myndigheder, mafiakontrollerede slagterier eller til private supermarkedskæder, hvis primære formål er at tjene penge.

På længere sigt har vi brug for en grundlæggende ændring af den måde hvorpå fødevareproduktionen er organiseret på. Det handler blandt andet om at gøre op med lange transporter af levende og døde dyr og sikre en tættere sammenhæng mellem de steder, hvor dyrene bliver opdrættet, hvor de bliver slagtet, og hvor de bliver spist. Af hensyn til dyrevelfærden, af hensyn til miljøet, af hensyn til lokal beskæftigelse og af hensyn til sundheden.

På både den korte og den lange bane vil sådanne løsninger stå i modsætning til reglerne på EU’s indre marked. Men så må vi vælge. Alternativet er flere skandaler, som vi opdager. Og endnu flere, som vi aldrig opdager.