17 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Baltic Pipe gasrørledning er til skade for klimaet, økonomien og sikkerheden

Blogs

Thomas Meinert Larsen
lektor og politisk rådgiver for Klimabevægelsen i Danmark
Klimabevægelsen er en partipolitisk uafhængig bevægelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 16. november, 2018, 14:04:24

Baltic Pipe gasrørledning er til skade for klimaet, økonomien og sikkerheden

Det offentligt ejet selskab Energinet vil grave en 200 kilometer gasrørsledning Baltic, Pipe, ned i Danmark, som skal forsyne Polen med norsk gas.

Hvis regeringen giver grønt lys til at grave den 200 kilometer lange gasrørledning Baltic Pipe tværs gennem 500 danske lodsejeres jorde, så er der overhængende risiko for, at vi alle kommer til at døje med både klimamæssige, økonomiske og geopolitiske tømmermænd. 

Det virker absurd at etablere ny dyr fossil infrastruktur, som binder Polen til klimaskadelige brændsler i yderligere mindst 30 år.

Det er et paradoks, at mens man i Danmark for længst har besluttet en hastig udfasning af fossile brændsler i det danske energisystem, og derfor i stigende grad indfaser billigere vedvarende energiformer som vind, sol, geotermi, vandkraft og lagringsteknologier, så er det danske statslige energiselskab Energinet.dk samtidig i gang med at sætte en 6,3 milliarder stor investering på spil for at sikre et øget forbrug af klimaskadelig fossil gas i det polske energisystem i de næste 30-50 år.

Usikkerhed om Polens gasforbrug

Energinet har ganske vist lavet en såkaldt ”business model”, som viser, at investeringen giver en samlet 30-årig tarifbesparelse på 1,5 milliarder for de nuværende danske gasforbrugere.

Et helt kritisk problem med Energinets regnestykke er imidlertid, at Energinet i sine beregninger tager udgangspunkt i forældede fremskrivninger, som forudser et væsentligt øget polsk gasforbrug, mens EU-kommissionens forudsigelser forventer et fald i Polens gasforbrug på 1,2 procent per år frem til 2023, og herefter måske yderligere et fald på seks-syv procent om året frem til år 2045.

Og her er der endda slet ikke taget højde for Parisaftalens ambitionsmekanisme, som betyder, at alle verdens lande strammer deres klimatiltag hvert femte år. Energinets beregninger er altså stærkt problematiske og misvisende.

Hvad der måske er værre er, at hvis først investeringen i Baltic Pipe er foretaget, så vil ejerne arbejde ihærdigt for at sikre størst mulig transport af fossil gas i rørledningen for at øge indtjeningen og mindske det økonomiske tab. En sådan udvikling vil både føre til øgede CO2-udledninger og økonomiske tab.

Selv set med geopolitiske briller, så halter argumentationen. Nogle mener at rørledningen vil muliggøre, at Polen kan købe (dog muligvis dyrere) gasleverancer fra Norge i stedet for at være afhængig af russisk gas.

Hvad man glemmer at oplyse er, at rørledningen samtidig vil medføre, at Tysklands gasforsyningssikkerhed reduceres med 10 milliarder kubikmeter gas/år, altså fuldstændig tilsvarende de mængder som det forventes, at Polen aftager, dersom gassen jo skal leveres fra præcis den samme norske gasrørledning Europipe II.

Drop Baltic Pipe

Samlet set, så virker det absurd at etablere ny dyr fossil infrastruktur, som binder Polen til klimaskadelige brændsler i yderligere mindst 30 år, altså helt frem til et tidspunkt hvor Danmark selv er blevet fri af fossile brændsler.

Og det sker endda uden at Polen har givet nogen garanti for, at den øgede gasforsyning vil erstatte kulafbrænding.

Danmark bør derfor droppe Baltic Pipe, og i stedet hjælpe Polen med udbygning af vedvarende energi og en massiv satsning på energibesparelser og energieffektivisering.