Hvis Danmark beslutter sig for at fortsætte efterforskningen efter nye oliereserver i Nordsøen, så er Danmark at klassificere som en gemen klimaskurk, der modarbejder den grønne omstilling. 

Nordsøolien er ikke den guldgrube, som nogle tror. Det bliver sværere og dyrere at hive de sidste og mest utilgængelige reserver op ad undergrunden.

Det er et kæmpe paradoks, at mens Den Europæiske Investeringsbank nu dropper investeringer i fossil energi, og mens danske pensionsselskaber som MP Pension, P+, Lægernes Pension og PKA netop frasælger for milliarder af kroner i olieselskaber som Exxon, Gazprom, Rosneft, BP, Shell, Total og Equinor, fordi det trods ihærdigt “aktivt ejerskab” ikke var muligt for investorerne at overbevise selskaberne om at udstikke en markant ny grøn kurs, ja så er danske politikere endnu ikke til sinds at stoppe med at uddele efterforskningslicenser til de selvsamme selskaber. 

Hvis tilladelserne til en fortsat oliejagt gives gennem ottende udbudsrunde, så har selskaberne ret til at indvinde olie og gas på dansk grund helt frem til 2055.

Det hænger overhovedet ikke sammen med målsætningen om 70 procent CO2-reduktion i 2030 eller med Socialdemokratiets mål om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2045. Og det hænger slet ikke sammen med det, som videnskaben fortæller os. 

Vi ved, at 80 procent af alle kendte fossile reserver skal forblive i jorden, hvis vi skal nå i mål med Parisaftalen. Faktisk er de kendte olie- og gasreserver alene, altså uden kul, nok til at bringe Jorden langt over de 1,5 grader.

Det er derfor indlysende, at nogle af de eksisterende oliefelter er nødt til at lukke, før de er helt tomme. 

Økonomisk risiko for staten

Nordsøolien er i øvrigt ikke den guldgrube, som nogle tror. Det bliver sværere og dyrere at hive de sidste og mest utilgængelige reserver op ad undergrunden. Det, koblet med en oliepris der ligger i den lave ende, og de tildelte skatterabatter til fossilselskaberne betyder ret få penge i statskassen.

Faktisk indebærer fremtidige licenser en økonomisk risiko for staten, eftersom staten jo automatisk via Nordsøfonden afholder 20 procent af udgifterne til etablering af platforme og anden olie- og gasinfrastruktur. Og det vil tage mange år, før de store upfront-investeringer tjener sig hjem, ligesom omstillingen mod det fossil-uafhængige samfund medfører en høj risiko for, at investeringerne helt går tabt.

Den økonomiske tænketank Carbon Tracker har regnet på, hvor stor en andel af de store fossilselskabers investeringer, der går tabt i et scenarie, hvor verden holder sig inden for to grader.

Selskabet Total, der ejer 43,2 procent af DUC (Dansk Undergrunds Consortium), er et af de fire selskaber, der har ansøgt om tilladelse til at igangsætte ny efterforskning efter olie og gas via ottende udbudsrunde.

Profithensyn

Ifølge Carbon Trackers beregninger vil mellem 30 og 40 procent af Totals investeringer gå tabt. Der er altså en stor risiko for, at Nordsøfonden vil lide et lignende tab, medmindre man politisk bevidst blokerer for den grønne omstilling.

Hensynet til at profitere fra fortsat olieudvinding og sikre statens indtægtsgrundlag giver staten et svært problematisk incitament til at forsøge at undgå økonomiske tab ved at fremme lovgivning, der vil stimulere efterspørgslen på olie i mange år frem.

I stedet bør Danmark kaste alle kræfter og investeringer ind i kapløbet om at understøtte og videreudvikle de eksisterende og nye teknologiske muligheder, der ligger i at omdanne grønne og vedvarende energiformer til CO2-neutrale brændsler til brug i transportsektoren og andre sektorer.

Folketingsvalget gav regeringen er klart mandat til at sætte en ansvarlig klimakurs og til at iføre sig den grønne førertrøje og promovere sig som verdens klimafrontløber, og det vil være et klart brud på det mandat, hvis Danmark fortsætter og ligefrem udvider olie- og gasproduktion.