01 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pensionsselskaber trækker støtten til de sorte

Blogs

Thomas Meinert Larsen
lektor og politisk rådgiver for Klimabevægelsen i Danmark
Klimabevægelsen er en partipolitisk uafhængig bevægelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 19. oktober, 2019, 10:55:38

Pensionsselskaber trækker støtten til de sorte

Da PKA for nyligt sluttede sig til listen af pensionsselskaber, der har frasolgt Exxon, så var det kulminationen på en årelang armlægning med Exxon, som i årtier bevidst har modarbejdet den grønne omstilling.

Pensionsselskaber trækker støtten til sorte selskaber. Tålmodigheden er slut.

Milliarder af danske pensionskroner er investeret i aktier og obligationer i kul-, olie- og gasselskaber. Men den tid er måske ved at være forbi. Alene i de seneste måneder har en række danske pensionsselskaber frasolgt investeringer for milliarder af kroner indenfor fossile selskaber.

Exxon har benægtet eller nedtonet betydning af den globale opvarmning, samtidig med at de bag kulissen har kæmpet mod klimavenlig lovgivning.

Særligt verdens største børsnoterede olie- og gasselskab Exxon Mobil har mistet sin finansielle støtte hos foreløbigt fem danske pensionsinvestorer, eftersom både MP Pension, JØP, DIP, Lægernes Pension og PKA nu har frasolgt investeringer i Exxon.

Men også andre olieselskaber som Gazprom, Lukoil, Rosneft, Chevron, Petrochina, Sinopec, BP, Shell, Total, Equinor og Petrobras er solgt fra. Baggrunden er, at danske pensionsselskaber har erklæret, at de understøtter Parisaftalen, men at de hidtil konsekvent har fastholdt, at man sagtens kunne fastholde de sorte investeringer, så længe man udøvede aktivt ejerskab overfor de fossile selskaber.

Pensionsbranchen har altså indtil nu haft en urokkelig tro på, at disse selskaber både kunne og ønskede at blive en del af den grønne omstilling, og at investorerne blot skulle overbevise selskaberne om en ny grøn kurs. Ud fra den overbevisning har pensionsselskaberne udøvet aktivt ejerskab over en årrække, men for en række pensionsselskaber er tålmodigheden altså nu brugt op.

Da PKA således for nyligt sluttede sig til listen af pensionsselskaber, der har frasolgt Exxon, så var det kulminationen på en årelang armlægning med Exxon, som i årtier bevidst har modarbejdet den grønne omstilling.

Exxon har benægtet eller nedtonet betydning af den globale opvarmning, samtidig med at de bag kulissen har kæmpet mod klimavenlig lovgivning.

Exxon har stået forrest i rækken med støtte til klimakritiske organisationer og -skeptiske politikere. Exxon har brugt store millionbeløb på lobbyarbejde målrettet politikere og embedsmænd og til reklamer og markedsføring imod grøn omstilling.

Exxon har fået hård kritik fra sine investorer for ikke at ville udarbejde klimaplaner, der skulle ruste virksomheden til fremtidens lav-CO2-økonomi, men Exxon har tværtimod lagt planer for at udvide olieproduktionen med 25 procent frem mod 2025.

Et foreløbigt højdepunkt var, da Exxon i maj 2019 fik det amerikanske finanstilsyn til at forhindre, at Exxons egne aktionærer kunne fremsætte et forslag på Exxons egen generalforsamling om, at Exxon skal sætte mål for at reducere sit CO2-udslip.

Denne afvisning fra Exxon var en tydelig markering af, at Exxon ikke ønsker at lade sine investorer få indflydelse.

Så i stedet for at klimatilpasse sin forretningsmodel ud fra Parisaftalens målsætninger så har Exxon fulgt en strategi, der går ud på at modsætte sig Parisaftalens mål.

Men det er glædeligt, at sorte pensionsinvesteringer nu i stigende grad droppes, så vores fælles pensionsopsparinger rent faktisk arbejder for at indfri Parisaftalen og ikke imod den.