27 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Staten skal vise ægte lederskab og frasælge Nordsøfonden

Blogs

Thomas Meinert Larsen
lektor og politisk rådgiver for Klimabevægelsen i Danmark
Klimabevægelsen er en partipolitisk uafhængig bevægelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 01. maj, 2020, 08:36:23

Staten skal vise ægte lederskab og frasælge Nordsøfonden

Danmark kan ikke både kalde sig grønt foregangsland og samtidig bidrage til den globale overproduktion af olie og gas. Det er med andre ord på tide, at den danske stat skiller sig af med Nordsøfonden.

Med Nordsøfondens nuværende medejerskab af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) og dermed fossiludvindingen i Nordsøen, så har staten et svært problematisk incitament til at forsøge at undgå økonomiske tab ved at fremme lovgivning, der vil stimulere efterspørgslen på olie i mange år frem. 

Kun ved at frasælge den statslige Nordsøfond kan Danmark vise ægte grønt lederskab.

Det er derfor kun ved et frasalg af Nordsøfonden, at staten kan gøre sig uafhængig af fossiludvinding og dermed sikre det politiske manøvrerum, der skal til for at gennemføre en klimapolitik, der kan sikre, at Danmark bliver uafhængigt af fossile brændsler. 

Regeringen bør derfor nu forberede et salg af Nordsøfonden, så salget kan gennemføres, når det engang igen vil være gunstigt.

Formår regeringen at lave en tilsvarende handel, som Mærsk lavede med Total, vil staten kunne sælge Nordsøfonden til omkring 30 milliarder kroner. Og staten skal i stedet bruge pengene på at understøtte og videreudvikle de eksisterende og nye teknologiske muligheder, der ligger i at omdanne grønne og vedvarende energiformer til CO2-neutrale brændsler til brug i transportsektoren, i industrien og i andre sektorer.

Skatteborgere betaler tabet

Olieprisen er styrtdykket, blandt andet som følge af coronakrisen. Det er kommet så vidt, at olieselskaber i USA betaler penge for at komme af med deres olie. Den globale olieindustri er selvsagt i en historisk stor krise, og konkurserne lurer i horisonten.

Men hvordan vil det gå herhjemme med statens olieselskab Nordsøfonden? Nordsøfonden kan ikke gå konkurs, da staten har stillet statsgaranti.

Det betyder, at staten og dermed skatteborgerne dækker tabet, hvis selskabet får et underskud, der er større end selskabets tilbageværende egenkapital. Og det er ikke helt usandsynligt, at det vil forekomme i 2020.

Vi kender endnu ikke Nordsøfondens regnskab for 2019, men i 2018 var Nordsøfondens egenkapital på 1,9 milliarder kroner. Det skal ses i forhold til 2012, hvor Nordsøfonden indgik som partner i DUC med en egenkapital på 8,9 milliarder kroner.

Der er altså sket en kraftig reduktion i Nordsøfondens egenkapital på bare seks år. Det største underskud havde Nordsøfonden i 2015, hvor årets resultat var -1,4 milliarder kroner. 

I årsrapporten fremgår det, at den lave oliepris det år på i gennemsnit 53 US-dollars var direkte årsag til det dårlige resultat.

Faldende oliepriser

Det internationale benchmark Brent Spot viser i øjeblikket oliepriser på 20 US-dollars per. tønde. Og selv om oliepriserne forventes at stige i det næste halvår, spår mange eksperter, at brent-prisen vil fortsætte med at være under 50 US-dollars per tønde året ud. 

Det ser altså ikke godt ud for Nordsøfonden, der også selv forventer et underskud i 2020. Dette er blot en forsmag på, hvad vi vil se, når efterspørgslen på olie skifter til grøn energi som følge af en global grøn omstilling.

Til den tid vil der, modsat nu, ikke være udsigt til, at olieprisen stiger igen. Vi ved ikke præcis, hvornår det vil ske, men hvis ikke staten får solgt Nordsøfonden inden, står skatteborgerne med regningen.

Selv hvis olieprisen ikke falder, er Nordsøfondens økonomi udfordret. Ifølge Energistyrelsens seneste olieprognose vil olieproduktionen aldrig nå samme niveau, som da Nordsøfonden trådte ind i DUC i 2012, og fra 2025 falder produktionen støt.

Foruden de økonomiske overvejelser er der også et klimapolitisk aspekt i det. Danmark kan ikke både kalde sig grønt foregangsland og samtidig bidrage til den globale overproduktion af olie og gas. Det er med andre ord på tide, at den danske stat skiller sig af med Nordsøfonden.

Kun ved at frasælge den statslige Nordsøfond kan Danmark vise ægte grønt lederskab.