Vedvarende energi er nu billigere end kul
Blogs

Vedvarende energi er nu billigere end kul
Drevet af klimadagsordenen har verdenssamfundet nu sat alle kræfter ind på udviklingen af CO2-neutrale teknologier, og meget ser ud til at det er på vej til at lykkes.
Når man tænker over, hvor enorme naturkræfter og energi der dagligt udlades i de globale vejrmønstre, så er det egentligt forunderligt, at vi mennesker endnu ikke for alvor har evnet at kontrollere blot en lille smule af den til vores nytte.
Det er positivt, at vedvarende energi nu for alvor synes at kunne tage kampen op med de fossilt-baserede teknologier.
Årsagen skal nok findes i det simple svar, at vi var dovne, og at vi derfor i stedet valgte at benytte den lette løsning – afbrænding af fossile brændsler.
Stærke industri-interesser indenfor fossil energi har naturligvis også bremset enhver tanke om at satse på CO2-neutrale teknologier. Men drevet af klimadagsordenen har verdenssamfundet nu sat alle kræfter ind på udviklingen af CO2-neutrale teknologier, og meget ser ud til at det er på vej til at lykkes.
Positivt er det i hvert fald, at vedvarende energi nu for alvor synes at kunne tage kampen op med de fossilt-baserede teknologier.
Vind er konkurencedygtigt
Nogle vil sikkert vide, at Energistyrelsen tilbage i 2014 analyserede sig frem til, at landmøllebaseret strøm fremadrettet ville være den billigste teknologi til at producere strøm i Danmark. Men selvom Danmark har gode vindforhold, så er det et faktum, at vind også er konkurrencedygtig med kul i andre lande.
For nyligt kunne Marokko annoncere, at hvor det for ganske få år siden var billigst at producere strøm med kul, så vil udnyttelsen af nye vindmøller ud til Atlanterhavet producere strøm langt billigere end kul. Den teknologiske udvikling indenfor vindenergi har altså på få år gjort vind billigere end kul. For solceller ser vi det samme billede.
En rapport fra Deutsche Bank slog tilbage i 2015 fast, at prisen på solceller var faldet med 60 procent fra 2011 til 2014, og at man kunne forvente en yderligere prisreduktion på 40 procent i løbet af yderligere blot to-tre år. Vi ser allerede disse forudsigelser udmønte sig i den virkelige verden.
Således så ser vi, at i lande som Marokko, Chile, Uruguay og Texas (USA) opfører man i øjeblikket solceller, som vil producere strøm langt billigere end kul. Selv i det energihungrende Indien har energiministeren for nyligt været ude at sige, at etablering af solceller allerede nu er billigere end afbrænding af kul.
En revolution er helt klart i gang, og eftersom solenergi og vindenergi til forskel fra fossilt energi er teknologibaserede teknologier, så vil priserne fortsætte med at falde og falde.
Det eneste, der nu for alvor mangler for at sætte de fossile brændsler ud på et sidespor, er teknologier, som kan hjælpe med til at lagre energien fra fluktuerende energikilder, således at der også er strøm, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Men også indenfor lagringsteknologier sker der enorme fremskridt i disse år, vent blot og se.