”Nu skal jeg bare nå min bund! Jeg er jo magtesløs!”. Sådan lyder det ofte fra stofbrugere som efter en periode uden stof, nu tyngede af skam igen har brugt stof. Måske endda blot en enkelt gang. Det er absurd!

Fælles for rusmiddelbrugere, der således er på jagt efter ”bunden”, er, at de har været udsat for en helt bestemt form for ”behandling” med udspring i de 12 trin: Minnesota, NA, Cenaps og hvad man ellers finder på at kalde sig.

Her prædikes magtesløshed, dyrkes "højere magter" og der bedes tilpassede bønner. Den totale afholdenhed er det eneste accepterede. Og man mister alt, bortset fra skammen, når man ”falder i”. Hvorfor i alverden skal man ”nå sin bund”? Det svarer vel til, at man har fået et blåt mærke på låret, og herefter tæver løs på sig selv med et baseballbat til det åbne lårbensbrud er en realitet.

Troen på egen handlekraft og fravær af enhver form for indoktrineret magtesløshed er afgørende for at komme sig.

Faktum er, at langt hovedparten af os der bruger rusmidler, legale som for eksempel alkohol eller de pt. illegale, ikke får problemer i den forbindelse. Men en lille gruppe gør. Og her er det typisk ikke rusmidlerne, der er det egentlige problem, men snarere en umiddelbar løsning på de egentlige problemer.

Faktum er også, at man godt kan have et problem med stoffer eller alkohol, periodisk eller over længere tid, uden at man også nødvendigvis behøver at have eller få problemer med alt andet, som at passe sit arbejde og tage sig af sin familie.

Undersøgelser viser, at de fleste – på stort set egen hånd – kommer sig igen. Man trækker på de ressourcer, man har, herunder sit netværk og ophører med at bruge rusmidler eller fortsætter under kontrollerede omstændigheder.

Der er en del, der peger på, at sådanne ”behandlings-interventioner” både kan forværre og forlænge perioder med problematisk rusmiddelbrug. For når man udsættes for massiv indlæring af egen magtesløshed, bliver man selvsagt også let magtesløs.

Den oveni påførte skam og nådesløse afvisning forbundet med genoptagelse af rusmiddelbrug indebærer dertil ofte, at brug genoptages uden involvering af de nærmeste. Helt alene, og mere sårbar end nogensinde for fatale følger som for eksempel overdosisdød.

Troen på egen handlekraft og fravær af enhver form for indoktrineret magtesløshed er - sammen med medicinsk behandling og anden støtte, når dette er nødvendigt - afgørende for at komme sig.

At benægte dette er dermed også en direkte underminering af det vigtigste redskab i forhold til at kunne komme sig. Det giver til gengæld tilbagevendende kunder i butikken. I hvert fald indtil de dør en unødig tidlig død. Skamfulde og alene. Og i øvrigt også kun så længe vi fortsætter med blindt at finansiere sådan ”behandling” med offentlige midler.

Skulle vi snarest indstille denne støtte?