Arne og nogle af hans venner kunne for kort tid siden glæde sig over, at de fik ret til en tidligere pension.

Enhver uretfærdig forskelsbehandling må betragtes som en forringelse af fagfællesskabets vilkår som helhed.

Men før det blev en realitet, skulle der nogle meget hårde forhandlinger til. Regeringen ville ikke bruge flere penge på det, mens Dansk Folkeparti kæmpede for, at bankerne ikke skulle medfinansiere det.

Fra Enhedslistens side holdt vi fast i, at flere skulle inkluderes i retten. Det lykkedes, men kun i et vist omfang.

Der blev nemlig hverken plads til Ali eller Alice. Dansk Folkeparti gjorde, hvad partiet kunne for at tørre regningen af på flygtninge og samtidig forhindre, at udlændinge fik adkomst til tidligere pension.

Uretfærdigt og usolidarisk

Den socialdemokratiske regering havde i sin foreslåede pensionsmodel selv slået fast – og agtede ikke at pille ved – at udlændinge og nydanskeres ret til at få del i pensionsordningen er stærkt indskrænkede som følge af reglerne om brøkpension og opholdskrav.

Selvfølgelig forsøgte vi under forhandlingerne at give plads til både Ali og Alice. Det er grundlæggende uretfærdigt og usolidarisk, at mennesker, som bor og arbejder i Danmark, ikke inkluderes på lige fod med andre lønmodtagere.

Betingelserne for at leve op til den normale folkepension er alt for stramme i dag og gør det umuligt at opnå ligestilling. Desuden er det i vores optik uretfærdigt og usolidarisk ikke at tælle det arbejde med, som lønmodtagere udfører i lande uden for EU. Sådan kunne jeg fortsætte, for meget kunne forbedres.

Naturligvis skal der være et fastsat krav til bopæls- og arbejdstid i Danmark, så man ikke bare kan modtage ydelsen uden at have bidraget. Det krav stiller vi jo også til indfødte danskere, for kravet gælder alle.

Generel diskrimination

Men udfaldet af de alt for høje krav er en generel diskrimination mod indvandrere og flygtninge. En dansk statsborger med migrant- eller flygtningebaggrund og bopæl i Danmark, som har arbejdet 10-20-30 år på det danske arbejdsmarked, opnår ikke folkepension på lige fod med sine "gammeldanske" kolleger. Det er helt forkert, synes jeg.

Hvis Ali er flygtet fra krig eller forfølgelse, da han var 45 år, så skal han som folkepensionist leve for en halv folkepension. Uanset hvor hårdt, flittigt og langt hans arbejdsliv har været, så vil han aldrig få adgang til Arne-pensionen.

Det samme gælder for Alice, som måske er flyttet hertil fra USA, fordi hun fandt en dansk partner. Hendes arbejdsliv i USA tæller ikke med i optjeningsperioden.

Det er ødelæggende for solidariteten på arbejdsmarkedet, at ligestillingen har trange kår på pensionsområdet. En ulige arbejdsstyrke står svækket tilbage, når det handler om at stå sammen imod arbejdsgiverne.

En borger med flygtninge- eller migrantbaggrund vil naturligvis være mere usikker og forsigtig i den faglige kamp, fordi tabt arbejdstid betyder mindre pension. Sådanne lønmodtagere tvinges til at beholde lortejob, fordi alternativet er udsigt til et liv i fattigdom.

De bliver tvunget til at arbejde til langt ud over pensionsalderen, fordi de ikke kan leve af en folkepension. De skal i bogstavelig forstand arbejde, til de bliver nedslidt eller falder om, hvis de skal leve op til betingelserne.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg og Enhedslisten til enhver tid og i alle spørgsmål kæmper for ligestilling og solidaritet – og imod forskelsbehandling og demoralisering – mellem lønmodtagerne.

Problemet er desværre, at der er et stort flertal i Folketinget, som synes, at forskelsbehandling er godt og hensigtsmæssigt. Men det er hverken godt for de, der diskrimineres imod, eller hensigtsmæssigt for lønmodtagergrupperne, når det kommer til den faglige kamp.

Jeg tror på, at vi kan mobilisere fagbevægelsens medlemmer og ændre holdninger ude blandt de mennesker, som vi bor og arbejder sammen med til hverdag.

Fælles interesse

Et fælles krav fra fagbevægelsens medlemmer om lempeligere betingelser og mere ligestilling på pensionsområdet vil få politikerne i Folketinget til at spidse ører.

Det at sikre vores udenlandske kolleger lige vilkår i vores velfærdssystem handler både om retfærdighed for de fagfæller, der rammes skævt, men det handler også om lønmodtagernes fælles interesse.

Beskæringer og forringelser rammer altid de svageste led i arbejdskæden først. Men det svækker og udsætter kæden i sin helhed. Den sidste forringelse har jo sjældent nået at lægge sig, før en arbejdsgiver pønser på nye.

Derfor må enhver uretfærdig forskelsbehandling også betragtes som en forringelse af fagfællesskabets vilkår som helhed.