28 Mar 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Renover og byg flere ældreboliger

Blogs

Peter Kay Mortensen
Formand for Faglige Seniorer Nordsjælland
Formand for Faglige Seniores kommunalpolitiske landsudvalg. Tidligere formand for LO Hovedstaden. Forhenværende regionsrådsmedlem for Socialdemokraterne.
Blogindlæg af Peter Kay Mortensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 23. april, 2020, 09:43:54

Renover og byg flere ældreboliger

Anlægsloftet er suspenderet. Det betyder, at kommunerne kan gå i gang med at renovere og bygge almene ældreboliger samt bygge nye plejeboliger og plejehjem. Det bliver der brug for i fremtiden.

Jeg vil gerne melde mig i koret af dem, der roser regeringen for at takle nedlukningen af landet i forbindelse med den værste sundhedskrise i nyere tid. Jeg tror, det er rigtigt, at der er reddet rigtig mange liv med den resolutte handling, et samlet Folketing har bakket op om.

Jeg havde på vegne af de ældre gerne set en lovgivning, der sikrer en yderligere forbedring på pleje- og omsorgsområdet.

Det er selvfølgelig svært, når man så kraftigt stopper socialt samvær, som det er sket ved at stoppe for besøg på plejehjem og plejecentre samt sige til familierne, at den bedste måde at stoppe smittespredning er at undgå besøg hos de gamle.

Normalt holder vi i vores familie nogle få mærkedage om året, hvor vi mødes. Men ellers hører vi ikke meget om, hvad der sker rundt omkring i vores store familie. Vi siger tillykke på fødselsdage og har måske en fornemmelse af, hvad der sker.

Men efter nedlukningen og advarsler om at beskytte især de ældre så har jeg oplevet en kraftig stigning af kontakter på nettet og telefonen fra ungerne, der spørger, hvordan det går.

Det er selvfølgelig noget andet, end når vi har den fysiske kontakt. Uanset hvor godt det virker med Facebook, FaceTime og Messenger, så er det ikke det samme.

Fokus på menneskeliv eller økonomi?

Nu er regering og Folketing i gang med at genåbne Danmark. Det ser ikke ud til at blive lige så smertefrit som nedlukningen, og der er i øjeblikket en politisk kamp om, hvordan der skal åbnes.

Skal det ske ved er at holde flest mulige danskere i live, eller er det vigtigst at redde økonomien?

Her er jeg glad for, at regeringen har valgt den strategi at holde flest mulige danskere i live, undgå at presse sundhedssystemet og åbne Danmark på en kontrolleret og sundhedsmæssig forsvarlig måde, så flest muligt kommer i beskæftigelse på ny.

I forbindelse med genåbningen af Danmark har regeringen udsat flere lovforslag, som først bliver behandlet i næste samling. Det er selvfølgelig forståeligt, at regeringen har arbejdet med sundhedskrisen og derved ikke haft den nødvendige tid til at forberede lovbehandling af flere lovforslag.

Jeg tror også, at flere forslag må vige tidsmæssigt, fordi regeringen er presset i den grønne omstilling.

Ophæv budgetloven

Men jeg er personligt ærgerlig over, at der nu kommer en udskydelse af velfærdsloven. Jeg havde på vegne af de ældre gerne set en lovgivning, der sikrer en yderligere forbedring på pleje- og omsorgsområdet, i takt med at vi bliver flere ældre. Efter min opfattelse kan det ske blandt andet ved at ophæve budgetloven.

Ældre Sagen og andre ældreorganisationer forsøger at få mulighed for, at ældre på plejehjem og plejecentre kan få besøg under særlige vilkår. Det forhandles med social- og indenrigsministeren i øjeblikket.

Byg flere ældreboliger

Der er på andre områder nu lukket op for en øget aktivitet på bygge- og anlægsområdet.

Anlægsloftet i kommunerne er suspenderet, og det betyder, at kommunerne kan gå i gang med at renovere og bygge almene ældreboliger samt bygge nye plejeboliger og plejehjemspladser. For med stigningen i antallet af ældre kommer der med tiden et stort behov for ældreegnede boliger.

Vi afventer nu, at vi kommer på den anden side af corona og får vores normale liv tilbage, så vi igen kan få et kram.