27 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fyret uden varsel i sit første job

Ung på arbejdsmarkedet

Fyret uden varsel i sit første job

Entreen på arbejdsmarkedet kan være svær. På dagen for prøvetidens udløb blev den 19-årige postafløser ringet op af chefen med beskeden: Du er fyret.

Den unge debutant på arbejdsmarkedet fik ikke mange chancer for at vise, om han kunne klare den svære postrute.
FOTO: noc@arbejderen.dk
Den unge debutant på arbejdsmarkedet fik ikke mange chancer for at vise, om han kunne klare den svære postrute.
FOTO: noc@arbejderen.dk

Den 19-årige Christian Christensen fra Frederikshavn føler sig groft behandlet af Post Danmark.

Jeg husker, at jeg lige nåede at tænke, at det da var rart med en chef, der bekymrer sig om én, inden han sagde, at jeg var fyret.

Han fik fire lørdage til at vise, om han kunne klare jobbet som postafløser på det, som andre betegnede som en svær rute, men røg så ud af vagten - uden forvarsel.

– Jeg blev ringet op af chefen, dagen før min prøvetid udløb. Han spurgte, hvorfor det gik galt i lørdags. Jeg husker, at jeg lige nåede at tænke, at det da var rart med en chef, der bekymrer sig om én, inden han sagde, at jeg var fyret, fortæller Christian Christensen til Arbejderen.

Det er tydeligt, at jobdebutanten mener, han har fået en unfair behandling. Han ville måske have set anderledes på fyringen, hvis det ikke lige havde været hans første "rigtige" arbejde, hvis chefen havde snakket med ham ansigt til ansigt, og hvis chefen havde gidet høre svaret på spørgsmålet.

Beslutningen var taget

– Men han havde jo besluttet, at jeg skulle fyres, da han ringede, konstaterer den unge nordjyde.

Han var ellers glad, da han midt i juli fik jobbet som postafløser. Arbejdstiden hver lørdag fra klokken 7 til cirka 15 passede perfekt til et HF-studie på VUC.

En kollega i samme postområde havde nævnt, at det var en "vild rute" at sætte en ny uerfaren mand på, og ham, der kørte ruten i ugens øvrige dage, havde sagt til Christian, at man skulle "skynde sig", hvis man skulle blive færdig indenfor den tid, der var afsat. 

Men Christian var fuld af gå-på-mod, og den første arbejdsdag, hvor han fulgtes med den faste omdeler, gik godt, og der var ros for indsatsen. 

Fyraften klokken 17

Lørdagen efter gik det galt. Den dag skulle der også deles reklamer ud. De kunne umuligt være i posttaskerne og var i stedet placeret i depoter rundt om i det tæt bebyggede boligområde. Her blev reklamerne samlet op i takt med, at de forsvandt ind gennem samtlige brevsprækker på postkasserne.

Tiden skred, og klokken blev 17, inden Christian kunne holde fyraften.

Den fjerde og sidste lørdag i prøvetiden løb tiden igen fra den uerfarne afløser, og selvom han fik hjælp fra en kollega, kom Christian retur til posthuset med post, som ikke var blevet omdelt, og så kom opringningen fra chefen.

– Havde jeg bare fået chancen for at forklare mig og lidt længere tid til at lære ruten at kende, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg synes bare ikke, det er i orden at behandle mig, der er helt ny på arbejdsmarkedet, på den måde. 

Nu er den unge frederikshavner nervøs for, om han får den samme behandling af arbejdsgiveren næste gang, han finder et arbejde - hvad enten det er midlertidigt eller mere pemanent.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2014 - 07:48   13. sep. 2014 - 07:55

noc@arbejderen.dk