Folketingsvalgets tale var klar: Der er behov for et markant kvalitetsløft i landets daginstitutioner. Desværre er virkeligheden den, at der nok engang er udsigt til besparelser i Københavns Kommune. Befolkningen vokser i København, men staten giver ikke tilsvarende flere midler. Derfor skal der hvert år “effektiviseres” for flere hundrede millioner. I år lyder tallet på 233,2 millioner kroner. Alene på børne- og ungeområdet skal der spares for 104,4 millioner kroner.
Vi mener, politikerne i de kommende budget-forhandlinger må vende udviklingen og sikre et permanent løft af rammebevillingen til daginstitutionerne.
Det er en illusion at tro at disse årlige besparelser ikke har en konsekvens for kvaliteten af velfærden. Som forældre er vi derfor stærkt bekymrede over udviklingen. Et vuggestuebarn koster i dag kommunen 2.873 kroner mindre end det gjorde i 2018. Og for et børnehavebarn lyder besparelsen på 5005 kroner. Med 14.414 vuggestuebørn og 17.436 børnehavebørn i kommunen er der altså en samlet besparelse på 128,6 millioner kroner – eller omregnet til pædagoglønninger: 390 årslønninger. Og dette er alene udviklingen over det seneste år. Ifølge fagforeningen LFS lyder besparelsen på 3-4 milliarder kroner, hvis vi sammenligner med situationen i år 2007.
Vi mener, politikerne i de kommende budgetforhandlinger må vende udviklingen og sikre et permanent løft af rammebevillingen til daginstitutionerne. Helt konkret peger vi på følgende fire afgørende punkter:
- Nej til nedskæring på 37,8 millioner kroner på vuggestueområdet, som følge af at en midlertidig bevilling fra 2016 udløber. Pengene må findes, så byens mindste børn ikke får stillet færre hænder og mindre omsorg i udsigt.
- Drop ferielukning af byens daginstitutioner – tilbagefør de 30 millioner kroner, som man med dette tiltag har fjernet fra børne- og ungeområdet. Dette mener vi – og 1395 andre københavnere – som indtil videre har skrevet under på dette krav.
- For at sikre trivsel og tryghed for børn i daginstitutioner må forholdene for de ansatte forbedres. Dette gøres ikke ved at spare penge på god ledelse. Som eksempel er antallet af pædagogiske ledere i vores egen klynge netop blevet reduceret fra 8 til 6. Dette medfører, at lederne i højere grad skal bruge tid på administration fremfor at kunne give pædagogisk sparring. Derfor kræver vi penge til at sikre et større antal pædagogiske ledere til at varetage arbejdet med de enkelte daginstitutioner.
- Normeringerne i de enkelte daginstitutioner kan måske se fornuftige ud, når alt personale er på arbejde på samme tid. Men sagen er en ganske anden, når der er sygdom, og når personalet skal på kursus eller have afviklet ferie. Derfor er det altafgørende med et ordentligt vikarbudget. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor der i mange institutioner, vores egen inklusiv, ikke er nogen ressourcer til at dække ind med vikarer ved sygdom med mere. I stedet må det resterende personale forsøge at holde skuden flydende. Dette er både uanstændigt overfor børnene og det pædagogiske personale. Børnene vil naturligvis opleve omsorgssvigt, når der er færre hænder. Og personalet, som må løbe ekstra stærkt, bliver i højere grad fysisk og psykisk nedslidt af det store arbejdspres. Dette kan let blive en negativ spiral, hvor resultatet er flere sygemeldinger i den enkelte institution. Derfor kræver vi et forhøjet vikarbudget til daginstitutionsområdet.
Udtalelsen er vedtaget på forældrerådsmøde den 28. august 2019.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278